Tænker du grønt og socialt, når du investerer dine sparepenge? Så få gode råd her.

Sådan kommer du i gang med bæredygtig investering

Interessen for bæredygtig investering er stigende. Læs her, hvordan du lægger en slagplan for din bæredygtige investering.

Senest opdateret: fredag 3. september 2021

Nej til våben, nej til børnearbejde eller ønsker om bedre forhold for klimaet.

Der kan være mange grunde til at ville investere bæredygtigt.

Men man skal have øjnene med sig, siger Eva Grønbjerg, der er aktuel med bogen “Invester Bæredygtigt”, grundlægger af rådgivningsvirksomheden Sustainify og konsulent i csr – altså virksomheders sociale ansvar.

– Begrebet bæredygtighed kan dække over mange forskellige ting. Derfor er det vigtigt at finde sin egen definition. Samtidig er der ikke én samlet mærkningsordning. Derfor skal man gøre sit forarbejde, siger hun.

Her er ekspertens råd

Overvej først, hvorfor du vil investere bæredygtigt.

For nogle er grøn omstilling det vigtigste, for andre er det fair arbejdsvilkår.

Lav en prioriteret liste.

– Så du har noget at arbejde ud fra, siger Eva Grønbjerg.

Herefter skal du researche.

Der findes som sagt ikke ét overordnet mærke, som er garant for alle bæredygtige parametre. Men du kan eksempelvis kigge på esg.

Esg er en forkortelse af de engelske ord environmental, social og governance – altså virksomhedens arbejde inden for miljø, sociale forhold og ledelse.

– Det er ofte et tegn på reelle bæredygtige ambitioner, når de selv fremlægger en proaktiv strategi og ikke bare afventer, at myndighederne regulerer dem udefra, forklarer Eva Grønbjerg.

Forbrugerådet bakker op

Morten Bruun Pedersen, der er seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk, bakker op.

– Så kig på esg i årsrapporten, hvis det er enkeltaktier, eller kig på esg i screeningsrapporten, hvis det er en investeringsforening, lyder hans råd.

Husk også at betragte investeringerne som en helhed.

For man kan i teorien købe aktier i en virksomhed, der tager hensyn til klimaet, men som måske har elendige sociale arbejdsforhold, nævner Morten Bruun Pedersen.

– Så man skal helst kigge på det samlede billede – både e, s og g – altså miljø, sociale forhold og ledelse, siger han.

Hold øje med virksomhedens samfundsansvar

Csr er et andet godt pejlemærke, mener begge eksperter.

Det står for corporate social responsibility – altså virksomhedens samfundsansvar.

– Hvis man sammenligner to aktier, hvor den ene virksomhed er dygtig til at kommunikere om sine indsatser og udfordringer, og den anden ikke er, så taler det for at vælge den første, siger Eva Grønbjerg.

Her er begrebet “report or explain” – altså “fortæl eller forklar” – en god rettesnor.

Det betyder, at virksomheden enten bør fortælle, hvad de har gjort, eller som minimum forklarer, hvorfor det ikke er lykkedes.

– Den gennemsigtighed er afgørende, mener Eva Grønbjerg.

Et andet godt pejlemærke er, om virksomheden i sin strategi forholder sig til sine omgivelser. Her ser man typisk på forholdet til lokalsamfund, miljø, medarbejdere og myndigheder.

– Bæredygtighed er anerkendelsen af, at ingen virksomheder eksisterer i et vakuum. Der vil altid være en påvirkning af omgivelserne, og det ansvar skal virksomheden være sig bevidst, siger Eva Grønbjerg.

Hold styr på din research

Skriv løbende din research ned, når du til- eller fravælger en aktie.

Det kunne for eksempel ske efter formlen: Fordelen ved aktie X er, at de medfinansierer rent drikkevand. Fordelen ved aktie Y er, at de arbejder med ligestilling.

På den måde kan du årligt lave et helsetjek på din portefølje.

– Tjek op på, om de egentlig fik rykket på det med klimaaftryk og ligestilling, eller om det kun blev ved snakken, nævner Eva Grønbjerg.

Først publiceret: fredag 3. september 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 3. september 2021 kl. 10:49