"Der skal være såvel tid som medarbejdere nok. Både på børne- og ældreområdet. Og på sygehusene," lød der fra Mette Frederiksen. da hun holdt talen ved Folketingets åbning. Pressefoto.

Statsministeren: Pengene skal følge med flere ældre

Der var fokus på de ældre, da statsminister Mette Frederiksen holdt sin åbningstale: Mere nærhed, tid til omsorg og flere ansatte skal være med til at sikre danskerne en værdig alderdom.

Senest opdateret: søndag 14. november 2021

Tryghed, mere tid til omsorg og penge, der følger med, når der bliver flere ældre danskere.

Det var blandt løfterne til de ældre generationer, da statsminister Mette Frederiksen tirsdag holdt sin åbningstale i Folketinget.

“Vi vil foreslå en velfærdslov, der skal sikre, at pengene følger med, når vi heldigvis bliver flere børn og ældre. Der skal være såvel tid som medarbejdere nok. Både på børne- og ældreområdet. Og på sygehusene. Det betyder også flere kollegaer. Det er vigtigt,” sagde statsministeren blandt andet i sin tale.

Vil frigøre tid

“Der er sygehusafdelinger, hvor der løbes for stærkt. Ældre, der ikke oplever en værdig alderdom. Børn, der ikke har voksenkontakt nok. I alt for mange år var mantraet effektivisering og optimering,” sagde Mette Frederiksen, der varsler “dybe forandringer” for at sikre velfærds- og sundhedsområdet.

“Derfor skal der frigøres tid. Fra processer, styring og papirarbejde. Til det borgernære. I dag må en sygeplejerske ansat i en kommune ikke give en ældre mand to Panodil’er, hvis han har ondt i hovedet. Det er et eksempel på mangel på sund fornuft. Tid, der bruges forkert. Og styring i stedet for ledelse”.

Nærhospitaler til gavn for ældre

Statsministeren  oplyste, at regeringen samtidig med, at flere og flere superhuse åbner vil etablere nye nærhospitaler, hvor kommuner, regioner og praktiserende læger kan arbejde tæt sammen med patienten.

“Den nære sundhed blevet forsømt. Det er særlig alvorligt i en situation, hvor vi bliver flere med kroniske sygdomme, flere med psykiske lidelser og flere ældre,” sagde Mette Frederiksen.

I dag er der mange ældre, som har mange og lange ture til sygehuset. Måske for at få taget blodprøve den ene dag. Til samtale den anden dag. Røntgenkontrol den tredje dag. Det er vigtigt. Men også besværligt. Ja, nogle gange helt uoverskueligt,” sagde statsministeren om, hvorfor der kommer et forslag om nærhospitaler.

Politi i nærheden

Mette Frederiksen nævnte i talen også åbningen af 20 nye nærpolitistationer, som er gennemført eller på vej.

“Det er godt for butikkerne. Det er trygt for de ældre. Det er forebyggende for de unge, der risikerer at komme ud i kriminalitet,” lød det.

Læs hele statsministerens tale her

Hvad mener du?

Hvad mener du om statsminister Mette Frederiksens åbningstale? Hvad skulle hun have taget med efter din mening? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

Først publiceret: tirsdag 5. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret søndag 14. november 2021 kl. 10:46

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.