Rådgiver: Tjek alle udgifter hos pensionsselskaber
Flere pensionsselskaber reklamerer med, at de har lave administrationsomkostninger, men det er deres investeringsudgifter, der koster kunderne dyrt
Senest opdateret: mandag 22. november 2021
Pensionsselskaber fortæller jævnligt om, at deres administrationsomkostninger er lave – måske kun 300-400 kroner om året. Men de beretter ikke med samme iver om, hvor meget de opkræver hos kunderne til at dække deres investeringsudgifter. Det er ofte flere tusinde kroner årligt.
Selskabernes fokus på deres administrationsomkostninger møder nu kritik. Det er meget misvisende, siger Morten Nordahl, der er uafhængig finansiel rådgiver hos firmaet Finansielraadgivning.dk.
”Forskellen på selskabernes administrationsomkostninger er meget små. Måske fra 200 til 700 kroner årligt. Det er praktisk taget ligegyldigt,” siger Morten Nordahl.
”Nej, det er investeringsomkostningerne, der er det meget afgørende. Her kan forskellene være på adskillige tusinde kroner om året.”
Kompliceret at finde tallene
Morten Nordahl har fundet et typisk eksempel. Det er et arbejdsmarkedspensionsselskab. Her betaler hvert medlem 284 kroner om året i administrationsomkostninger. Men selskabets samlede årlige omkostninger i procent (ÅOP) er på 0,58 %.
”Det vil sige, at et medlem, der har for eksempel en halv million stående i pensionsopsparing, betaler i alt knap 3.000 kroner i omkostninger. Administrationsudgifterne er kun en tiendedel af det. Resten er hovedsagelig investeringsomkostninger, og her forsvinder der tusinder af kroner,” forklarer Morten Nordahl.
Han fortæller, at det kan kræve lidt arbejde at finde frem til selskabernes investeringsomkostninger. Nogle gange skal man ind i pensionsselskabernes årsrapporter for at hitte tallene.
”Det kan være en kompliceret affære,” synes Morten Nordahl.
Omkostningsmåler
Nogle af de kommercielle pensionsselskaber som Danica og PFA har omkostningsmålere på deres hjemmesider. Det roser Morten Nordahl dem for. Hver person indsætter sine egne tal om nuværende alder, forventet pensionsalder, månedlig pensionsindbetaling og pensionsopsparingens størrelse indtil nu. Derefter kommer der tal ud, som kan sammenlignes med andre selskaber.
Der findes også hjemmesiden ”Fakta om Pension”. Den er udarbejdet af pensionsbranchen. Her kan hver især også sætte sine egne tal ind. Derved kommer der i første omgang en rangliste over, hvor meget afkast selskaberne har givet i procent.
Du kan vælge tre selskaber ud, som du vil sammenligne. Så får du også hvert selskabs årlige omkostninger i procent.
Meget rod
Men uanset hjemmesiderne kan det være en kompliceret affære at finde ud af alle omkostningerne. Det siger Morten Nordahl.
”Der er så meget rod på pensionsområdet. Derfor kan det være svært at kigge på,” beklager Morten Nordahl.
Han peger på, at det også internt i selskaberne kan være vanskeligt at finde det bedste tilbud. For eksempel hos Danica.
”Hvis man beder selskabet spare op i deres såkaldte balanceprodukt, så kan man nemt ende med en årlig omkostningsprocent på 1,3 %. Men hvis man benytter deres såkaldte link-produkter er det muligt spare op mod 1 procent i omkostninger om året, fortæller Morten Nordahl.
Omkostninger i mange dele
Pensionsselskaber deler deres omkostninger op i flere kategorier:
- Administrationsomkostninger – typisk et forholdsvis mindre beløb på nogle få hundrede kroner om året, men det kan enkelt steder også løbe op i tusinder kr.
- Det dækker handelsomkostninger ved køb og salg af værdipapirer, aflønning af forvaltere, opbevaring af værdipapirer mv. Det kan nemt for en kunde eller et medlem løbe op i flere tusinde kroner om året.
- Eventuelt risikoforrentning til basiskapital – det er betaling til pensionsselskabet for at stille egenkapital til rådighed
- Eventuel garantibetaling – også en betaling til selskabet
Kilde: Fakta om Pension og Pensionsordbogen
Først publiceret: mandag 22. november 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 22. november 2021 kl. 08:31