58-årige Franz fik en blodprop: Folk tror, jeg er fuld

Når han går afsted til ”Kajs Foto” i Vanløse for at passe sit arbejde, slingrer han hen ad fortovet.

Han bruger som regel begge rækker fortovsfliser, og han ved godt, at han ligner en, der kommer lige fra et morgenværtshus. Men det gør han ikke.

Franz Henriksen kommer såmænd bare hjemmefra, hvor han ikke har drukket andet end sin morgenkaffe.

Alligevel oplever han at få tilråb og bemærkninger fra folk, han møder på sin vej. Sådan har det været siden i sommers, hvor han fik en blodprop i hjernen.

”Jeg møder desværre ret mange fordomme om, at jeg har drukket. Jeg kan da godt se udefra, at jeg ligner en der er fuld, men det er jeg jo ikke,” siger den 58-årige fotograf fra Vanløse.

Kunderne lugter til mig

I butikken kæmper han for at passe sit arbejde som han altid har gjort, men det er svært, når man ikke kan holde balancen og tit må holde fast i ting for ikke at falde.

Hans gang er blevet stiv og Franz Henriksen kan ikke længere bukke sig ned.

”Jeg kan for eksempel ikke noget så simpelt som at tømme en skraldespand eller samle noget op fra gulvet. For hvis jeg bukker mig ned, vælter jeg.”

Den usikre gang har fået flere kunder til at tro, han gik og drak på jobbet. Mange kigger underligt på ham og nogle læner sig ind over disken og lugter til ham. Franz Henriksen ved godt, hvad de lugter efter.

”De vil vide, om jeg lugter af alkohol. Flere har direkte spurgt, om jeg var fuld. Men jeg kunne aldrig finde på at drikke, når jeg er på arbejde. Aldrig.”

Troede det var en nerve

Det startede som en helt almindelig dag, hvor Franz som altid arbejdede i fotobutikken. Men han måtte have ligget dårligt eller fået en nerve i klemme, for hans højre arm og ben blev ved med at snurre som om de sov.

Sådan tænkte han i hvert fald.

Da han kom hjem, spurgte hans kone, om han havde drukket. Hun syntes, han snøvlede, men Franz havde ikke rørt alkohol.

”Jeg havde det bare lidt underligt og gik i seng, for jeg var træt. Næste dag var min tale dårlig, og jeg tænkte, at jeg måtte have jeg bidt mig i tungen uden at opdage det. Jeg havde stadig den snurrende fornemmelse i den ene arm og i benet. Det lyder måske underligt, men jeg overvejede ikke at det kunne være en blodprop, før der var en, der sagde jeg skulle gå til lægen. Senere har jeg fundet ud af, at når man bliver ramt af en blodprop i venstre side, kan man have svært ved at tænke rationelt,” forklarer Franz Henriksen.

Skaden var sket

Da Franz Henriksen kom på hospitalet, konstaterede lægerne, at han havde fået en blodprop i hjernen.

Hvis han var kommet inden for fire timer, kunne lægerne have opløst proppen med medicin og så var han måske sluppet for mén.

Men på det tidspunkt var der gået over et døgn, og derfor var skaden sket: Franz var delvist lammet i højre side.

Lægerne kunne ikke love, at han nogensinde ville få sin fulde førlighed igen, men de mente, at han med genoptræning ville kunne mærke forbedringer efter tre måneder.

Nu er der gået et halvt år, og trods massiv genoptræning mærker Franz Henriksen ingen bedring.

”Jeg har gode og dårlige dage, men mest dårlige. Jeg slingrer lige så meget som jeg hele tiden har gjort. Så jeg skal nok finde en måde at leve med det her på,” siger han.

Jeg siger det som det er

Franz Henriksen har fundet ud af, at han kan lave en del arbejde siddende, og han har ingen planer om at opgive sit arbejdsliv allerede. Men de mange blikke og kommentarer er svære at affinde sig med.

”Jeg kan se i folks ansigter, at de tror jeg er pivfuld. Jeg får kommentarer om, at jeg skal gå hjem og sove den ud. Det er en belastning og derfor vil jeg helst ikke ud i samfundet. Men jeg skal jo passe mit arbejde.”

I starten sagde han ikke noget til kunderne i fotobutikken, men det er han blevet bedre til.

”Jeg er nok sådan en rigtig mand, der ikke bare fortæller løs, men når jeg siger til folk at jeg er syg, så bliver det rigtig positivt modtaget. De kan jo godt forstå, jeg går usikkert, når de får at vide hvorfor. Derfor er jeg begyndt at sige det, som det er.”

Giver aldrig op

Selvom der endnu ikke er tegn på bedring, tror Franz på at han med mere genoptræning kan få det bedre. Det tager nemlig tid for hjernen at danne nye nervebaner, og derfor har han væbnet sig med tålmodighed.

”Jeg vil selvfølgelig helst kunne spole tiden tilbage og være som jeg var før. Men det kan jeg ikke, og derfor må jeg fokusere på at få det bedre. Jeg har godt nok en sød kone, men jeg er ikke klar til bare at sidde derhjemme hver dag.”

”Jeg har to muligheder: Enten kan jeg lægge mig i fosterstilling og give op, eller også kan jeg rejse mig og kæmpe videre. Jeg vil til enhver tid vælge det sidste.”

Tilbyd at hjælpe

Franz Henriksen bliver stadig ked af det, når folk beskylder ham for at være fuld. Han opfordrer derfor til, at man spørger, inden man dømmer.

”Jeg kan godt forstå, folk tænker tanken, men det er alligevel ret ubehageligt.”

Han opfordrer desuden til, at man tilbyder sin hjælp, hvis man ser en som ham, der går usikkert eller er ved at falde.

”Nogle gange er det så slemt, at jeg må stoppe op og læne mig op ad en mur, men jeg er aldrig blevet stoppet af fok, der spørger om jeg er dårlig eller om de kan hjælpe. Det ville jeg ønske, de gjorde i stedet for at stirre eller komme med dumme bemærkninger.”

Først publiceret: mandag 29. november 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:54