Frank Nørgaard Dam er 70 år og arbejder som deltidsvicevært i selskabet Kolding Havn cirka 15 timer om ugen. Foto: Søren Zeuth.

Sygdom kan ikke knække Frank

Problemer med hjertet har ikke fået 70-årige årige Frank Dam til at stoppe arbejdslivet. Tværtimod er det blevet vigtigere end nogensinde at holde sig i gang.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

Det går godt for erhvervshavnen i Kolding. Havnen er i vækst og helt fremme i skoene med ny kæmpe eldrevet kran, eldrevne tjenestebiler, bistader til produktion af honning og en lang humlevæg, der høstes til et lokalt mikrobryggeri.

Sidste år kom der 542 skibe og over 1,3 millioner tons gods. Men de har også Frank Nørgaard Dam på 70 år.

Frank kommer på Havnekontoret kl.07.45 – for præcis klokken 8.00 skal han hejse det 18 kvadratmeter store Dannebrog op i flagstangen, og det bliver der holdt øje med i området.

Seniorklar: Når du arbejder som pensionist

Knap hver tredje fortsætter med at arbejde, efter at de er blevet folkepensionister - enten på fuldtid, deltid eller nogle timer om ugen.

Omtrent 170.000 danskere i alderen 65 år til 75 år har et arbejde, viser tal fra Danmarks Statistik.

Faglige Seniorer mener, at der skal være bedre vilkår for pensionister, der arbejder. Modregningsreglerne betyder brandbeskatning af pensionister selv med en beskeden ekstra indtægt. Der skal altid være en betydelig gevinst.

Derfor er Faglige Seniorer glade for, at modregningen i pensionen afskaffes fra 1. januar 2023

Læs mere om reglerne i Seniorhåndbogen.

”Det er en dejlig arbejdsplads. Jeg arbejder typisk tre timer, men styrer det selv. Jeg kunne selvfølgelig godt sidde hjemme og drikke kaffe, men jeg elsker det maritime miljø og kan godt lide følelsen af, at jeg holder mig i gang. Det er god motion og giver god mening”.

Godt for hjertet at holde sig i gang

Frank er ansat af Kolding Havn med cirka 15 medarbejdere. Det meste af arbejdet foregår ude med at feje, slå græs, klippe hæk, male, beskære træer og samle affald på det store havneområde, og det er vigtigt for ham at holde sig i gang.

Især fordi Frank har haft sine udfordringer med hjerteflimmer, halsoperation pga. tilkalkning og flere blodpropper. Den seneste i julen for to år siden, hvor han fik en lille blodprop i hjernen.

”Jeg har været heldig. Det kan være lidt hårdt at klippe hæk, men ellers er det ikke noget jeg mærker. Men det gør det jo ekstra vigtigt, at jeg holder mig i gang, i stedet for bare at sætte sig hen i sofaen. Jeg er jo desværre nået op i den alder, hvor det sværeste er, at mange andre jeg kender, bliver ramt af sygdom og forsvinder”, siger han.

Få arbejde gennem Senior Erhverv

I Senior Erhverv kan alle +50, efterlønnere og pensionister blive medlem. Det koster 150 kroner hvert halve år - resten finansieres af staten.

Senior Erhverv har 22 frivillige lokale netværk spredt i landet, der laver kurser og opsøgende besøg på virksomheder for at finde jobs og nedbryde fordomme og myter omkring seniorer i arbejde.

Sidste år skaffede Senior Erhverv arbejde til cirka 800 Seniorer.

Læs mere på seniorerhvervdanmark.dk

Frank fortæller, at arbejdet er bedre end fitnessabonnementet, for det får han ikke brugt nok.

Det var også efter en længere tids sygdom, at han i foråret 2019 fik beskeden om, at de mente at tiden var inde til, at han gik på pension efter 13 år som virksomhedskonsulent i jobcentret.

”Det var en rigtig hård besked, der var svær at synke. Jeg ville godt have fortsat lidt endnu, men fik en god fratrædelsesordning. Det ændrede bare ikke på, at jeg savnede samværet med kollegerne og det daglige input”.

Undgår at blive en sur gammel mand

Det har han fået igen i det nye job, som hans kone så på Facebook.

Økonomisk betyder det også noget. Egentlig havde han på et tidspunkt valgt at få udskudt sin folkepension, indtil folk omkring ham fortalte, hvad nu, hvis du dør inden så har du ikke haft glæde af den.

”Og det var egentlig rigtig nok, så jeg ringede til udbetaling Danmark og fik det lavet om”.

Nu tjener han i stedet cirka 75.000 kroner om året. Penge parret især bruger på rejser. Gerne til de varme lande to gange om året som de kanariske øer og Grækenland.

Nu har du haft udfordringer, kan man blive for gammel til at arbejde?

”Ja det kan blive for svært at klare det. Men jeg gør det så længe at jeg synes det er sjovt og min kone synes, at det er godt at jeg kommer ud, så jeg ikke ender som en sur gammel mand”.

3 gode råd fra Frank

  • Drop de fine fornemmelser. Det kan godt være at du har været kontorchef med fin titel, men det bliver du ikke igen. Gå efter jobs, der kan være sjov og giver mening – og tro på det.
  • Se dig omkring. Der er så mange steder for eksempel supermarkeder, der godt kan bruge en til lidt oprydning og få tingene til at se pænt ud.
  • Brug Senior Erhverv. De gør et stort frivilligt arbejde for at skaffe jobs til seniorer og fortjener stor ros.

Først publiceret: tirsdag 9. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 16:28

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.