”Jeg kan lide kontakten med mennesker og elsker at fortælle de gode historier bag billederne", fortæller 69-årige Bjarne Folkmann, der arbejder 60 timer om måneden som museumsvagt. Foto: Søren Zeuth.

Bjarne er for nysgerrig til sofalivet

Så længe man er nysgerrig, så bruger man hovedet og holder alderen stangen, lyder det fra 69-årige Bjarne Folkmann, der lærer noget nyt hver dag som museumsvagt.

Senest opdateret: onsdag 13. januar 2021

Bjarne Sakke Folkmann har arbejdet langt mere end de fleste.

I 30 år arbejdede han 60-80 timer om ugen med 250 rejsedage om året for at designe butikker over hele verden for nogle af de dyreste tøjbrands.

Og da han ville trappe ned som 50-årig og blev uddannet som sosu-assistent, gik det galt igen. Han blev afdelingsleder for et bosted, hvor han endte med arbejdsdage på 12 timer.

Et otium som tilbagelænet pensionist ville derfor have været mere end velfortjent.

Men sofaen trak ikke, så nu arbejder Bjarne Sakke Folkmann i godt selskab med nogle af Danmarks største malere: Krøyer, Hammershøi og Anna Ancher på den Hirschsprungske Samling.

Seniorklar: Når du arbejder som pensionist

Knap hver tredje fortsætter med at arbejde, efter at de er blevet folkepensionister - enten på fuldtid, deltid eller nogle timer om ugen.

Omtrent 170.000 danskere i alderen 65 år til 75 år har et arbejde, viser tal fra Danmarks Statistik (2021)

Faglige Seniorer mener, at der skal være bedre vilkår for pensionister, der arbejder.Derfor er Faglige Seniorer glade for, at modregningen i pensionen blev afskaffet fra 1. januar 2023

Læs mere om reglerne i Seniorhåndbogen.

”Jeg frygtede, at jeg ville komme til at sidde i min badekåbe til klokken 16 om eftermiddagen. Med arbejdet har jeg fået noget struktur og noget jeg skal. For som ældre er det vigtigt hele tiden at få nogle nye input, ellers ender det jo med, at man kun har maden at tale om. Det er jo det vi oplever, som vi taler om, og deler med andre”.

Tro på at du har noget at give

Bjarne arbejder nu kun omkring 60 timer om måneden fordelt på cirka ti vagter.

Arbejdet som museumsvagt han fik ved en noget utraditionel jobsøgning. Han googlede museer og turistaktiviteter i København og skrev så til 20 og spurgte, om de kunne bruge en deltidsansat.

”Forvandling kræver handling, og det var virkelig med spredehagl. Men jeg har altid været nysgerrig og interesseret mig for kunst, design og historie og slog på, at jeg kunne give folk en god oplevelse. Man skal tro på det, man kan give, og jeg fik ingen reaktioner på at være for gammel. Måske fordi jeg har meget energi, og det tror jeg de kan mærke i det, jeg skriver”, siger Bjarne leende.

Det var en foretagsomhed, der virkede og nu har han arbejdet på museet i to et halvt år og nyder hver eneste vagt, hvor han roterer mellem billetsalg, butik og udstillingen, hvor han går rundt og folk spørger.

”Jeg kan lide kontakten med mennesker og elsker at fortælle de gode historier bag billederne, så jeg læser alt litteratur om kunstnerne herinde og spørger de andre, når jeg undrer mig over noget i et billede. Det er en utrolig spændende verden, der har åbnet sig for mig og da jeg er meget nysgerrig lærer jeg næsten noget nyt på hver vagt”.

Nysgerrighed holder en ung

Det betyder også meget for Bjarne, at han har fire kolleger som han har det sjovt og dejligt sammen med. De snakker om alt, og det er rart.

”Jeg er meget ansvarsfuld, men jeg har også altid arbejdet med noget, jeg synes var sjovt og interessant ellers holdt jeg op. For mig er pengene ikke det vigtigste. Men selvfølgelig holder jeg øje med ikke at arbejde for meget, for det er ikke sjovt at blive trukket i pensionen”.

Alligevel er pengene med til at forsøde livet for Bjarne.

Han har sommerhus i Sverige, hvor han bruger meget tid, venner i Jylland og på Fyn som han besøger, og så er eventyrlysten på ingen måde forsvundet.

Brug hovedet og hold alderen stangen

Bjarne tager hvert forår på rejser i op til tre uger og har været i blandt andet: Mexico, Zanzibar og Indien. Ture, hvor han selv arrangerer det hele med bookning af flybillet og hotel.

”Sådan har det altid været, når jeg arbejdede ude i verden, så sad jeg heller ikke bare på hotellet om aftenen, men travede byen tyndt, fordi jeg ville se og opleve noget. Det er det samme nu, og jeg tror på, at så længe man er nysgerrig, så bruger man også hovedet og holder alderen stangen”.

Men kan man blive for gammel til at arbejde?

”Jeg tror, at man kan udskyde det og holde sig frisk noget længere, hvis man holder sig i gang. Men man bestemmer jo ikke altid selv, hvornår man ikke kan udføre jobbet længere og det skal stoppe. Måske opdager man det heller ikke selv, men der håber jeg så at omgivelserne giver en et praj og det er selvfølgelig ok, hvis andre giver en den besked”.

3 gode råd fra Bjarne

  • Man skal overveje, hvad der kan interessere en, google mulighederne og så bare søge.
  • Man skal huske på, at man har en masse viden og livserfaring og ofte er man som ældre meget stærkere, hvor yngre lettere bliver slået ud af den. Med alderen bliver de fleste også rundere og mere fleksible, man har en større respekt for andre, og gider ikke spilde tiden på intriger og konflikter.
  • Og så skal man bare kaste sig ud i det prøve det og turde det. Så kan det godt være at det ikke er noget, men så har man prøvet det.

Først publiceret: onsdag 13. januar 2021
Artiklen er sidst opdateret onsdag 13. januar 2021 kl. 15:56

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.