Det skal være sjovt: Arbejdet gør mig glad

”Jeg kan næsten ikke holde maven inde længere”, sprutter det grinende ud af 66-årige Liselotte Terp, da fotografen tager billeder, mens kollegaen Irene kommer med friske tilråb fra baggrunden og de griner mere.

Det med maven skal man ikke tage alt for bogstaveligt, for Liselotte er i fin form i kantinen ved den store buffet kort tid før, der skal serveres for 115 sultne kontorfolk.

Som værtinde byder hun velkommen og fortæller om maden, og sørger ellers for at fadene er fyldt op i halvanden time.

”Den sidste skal have ligeså god service som den første, og jeg nyder at være med til at skabe en god stemning. Jeg synes, at det er sjovt og det holder mig i gang. Det er også rart at mærke, at der stadig er brug for en og få så meget påskønnelse”.

Langt fra færdig

66-årige Liselotte Terp har været ansat cirka et års tid som vikar i Whilborgs, der driver ni kantiner i deres ejendomme.

Hun arbejder typisk fem timer hver gang og kan godt lide, at der er en klar struktur i hvad der skal laves og tider, der skal overholdes.

Det var der også i DSB, hvor hun tidligere har været ansat i 31 år. De fleste som togrevisor, hvor hun skrev bøder ud til passagerer uden billet. Det var et godt arbejde, for Liselotte elsker at snakke med mennesker.

Men pludselig skulle hun på vagt hver anden weekend og da hun spurgte efter en seniorpolitik, lød beskeden, at hvis hun ikke kunne lide lugten i bageriet kunne hun bare smutte. Så det gjorde hun med sin tjenestemandspension. 64 år men langt fra færdig.

”Cirkushesten ville i gang igen, og det her er noget helt andet end DSB, hvor man skulle ned i bukselommen på folk. Det synes de fleste selvfølgelig ikke er sjovt. Her lyder det, nej kommer du i dag, vi er glade for at se dig, tak for mad, god weekend osv. Min mand har sagt, at jeg her har fået mere ros end i de samtlige 31 år, jeg var ansat i DSB, og det er der noget om”, siger hun og griner.

Gør arbejdet dig glad?

Inden Liselotte kom til Whilborgs har hun også haft arbejde ved busdriften i Køge som guide for passagerne, men vagterne var for lange og arbejdet ude i kulden blev for barskt, så det sagde hun op.

”I vores alder kan man godt tillade sig at være lidt kræsen og mærke efter. Er du glad for at gå på arbejde? Hvis ikke skal du gøre alt for at finde noget andet, eller stoppe”, siger hun og fortæller, at hun får både tjenestemandspension og folkepension, så går meget af lønnen til højskolekurser og rejser med hendes motionsveninder til blandt andet La Santa Sport. Hun bruger cirka ti timer om ugen på step, spinning, styrketræning og yoga.

”I min alder er det jo lige før, at vi til aftenselskaber sidder og spørger hinanden om, hvilke piller tager du så? Jeg holder mig i gang og tager ikke en eneste, men det handler også om, at jeg har meget små børnebørn, jeg godt vil opleve i mange år, siger hun.

Liselotte fortæller, at det også er helbredet, der bliver afgørende for, hvornår hun stopper arbejdslivet.

Det må ikke koste for meget fysisk, lyder det.

Først publiceret: tirsdag 9. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:28