Ved overenskomstforhandlingerne er det aftalt, at  ændre overenskomsternes dækningsområde, så tjenestemands-pensionister, som genoptager beskæftigelse, bliver omfattet af overenskomsterne fuldt ud.

OK24: Nu stiger tjenestemandspensionen

Største stigning i mange år. Arbejdende tjenestemænd får også ret til indbetaling til arbejdsmarkedspension.

Senest opdateret: mandag 22. april 2024

Tjenestemandspensionen stiger, når lønningerne stiger, og i forbindelse med de netop afsluttede forhandlinger for stat, kommune og regioner, er der givet væsentlige lønforhøjelser.

”Lønstigningen ved OK24 er den største stigning, jeg kan huske nogensinde,” siger Johnny B. Madsen, som er formand for Postpensionisternes Landsforening og med i forhandlingsudvalget, når den statslige overenskomst skal forhandles.

Tjenestemandspensionen vil blive reguleret i forhold til en lønstigning på 5,94 procent inklusive reguleringsordningen pr. 1. april 2024. Der kommer også en regulering 1. april 2025.

Lønningsrådet står for regulering af tjenestemandspensionen, og det endelige stigninger og satser vil først være kendt, når de melder dem ud.

Ret til arbejdsmarkedspension

Pensionerede tjenestemænd, som arbejder for en kommune eller region, kan nu se frem til at få arbejdsmarkedspension.

Denne ret fik pensionerede tjenestemænd ansat i staten allerede i 2022.

Ved overenskomstforhandlingerne er det aftalt, at  ændre overenskomsternes dækningsområde, så tjenestemands-pensionister, som genoptager beskæftigelse, bliver omfattet af overenskomsterne fuldt ud.

”Hidtil har det været sådan, at pensionerede tjenestemænd ikke havde ret til at få indbetalt til en arbejdsmarkedspension, når de arbejdede for det offentlige,” fortæller formand for Postpensionisterne Johnny B. Madsen.

”Et eksempel er et medlem, som var tjenestemand og  blev opsagt fra Post Danmark. Hun tog så en uddannelse som sosu, og som 53- årig fik hun arbejde i en kommune, men i modsætning til alle hendes kolleger, fik hun ikke indbetalt til arbejdsmarkedspension. Hun valgte så at sige op og fik i stedet arbejde i et privat vikarfirma, hvor hun fik ret til pension. Især når man er så ung, kan det være mange penge at miste, hvis der ikke bliver sparet op til pension. Men det er heldigvis slut nu.”

Nyansatte får ret til arbejdsmarkedspension fra 1. maj 2024, og for dem, der allerede er ansat i en kommune eller region, er der aftalt en overgangsordning, så man bliver omfattet hurtigst muligt og senest pr. 1. oktober 2024.

”Har du fået forhandlet et individuelt tillæg som kompensation for den manglende pensionsindbetaling, vi man ikke få dobbeltkompensation. Det betyder, at lokalt kan aftales helt eller delvis modregning i lønnen. Tag en snak med din tillidsrepræsentant eller fagforening, hvis det gælder for dig,” råder den erfarne fagforeningsmand Johnny B. Madsen.

Først publiceret: mandag 22. april 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 22. april 2024 kl. 17:01

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.