Foto: Søren Zeuth

Svend Blankholm er en af de mange danskere, der har valgt at arbejde efter folkepensionsalderen. Foto: Søren Zeuth.

Svend svinger stadig kniven

I supermarkedet deler 69-årige Svend Blankholm gavmildt ud af sin livslange viden om kød, fordi det er sjovt. Men han forstår ikke, hvorfor man skal straffes økonomisk som pensionist.

Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021

“Der er lam, som har guffet bjørneklo på Amager; smørbøffer ekstra modnet i et tykt lag konserverende smør; Sashi bøffer a’ la Kopekød fra det nordlige Finland; Hereford fra Peter Beiers gods, hvor kunderne også inviteres på gastronomisk udflugt …”

… Og så er der pludselig en ældre nydelig gråhåret kvinde, der afbryder 69-årige Svend Blankholms talestrøm og spørger efter økologisk mørbrad.

”Hvis du går en tur over og kigger på sildene og kommer tilbage, så skal jeg nok finde nogle frem imens”, svarer Svend med et smil og glimt i øjet.

Seniorklar: Når du arbejder som pensionist

Knap hver tredje fortsætter med at arbejde, efter at de er blevet folkepensionister - enten på fuldtid, deltid eller nogle timer om ugen.

Omtrent 170.000 danskere i alderen 65 år til 75 år har et arbejde, viser tal fra Danmarks Statistik.

Faglige Seniorer mener, at der skal være bedre vilkår for pensionister, der arbejder. Modregningsreglerne betyder brandbeskatning af pensionister selv med en beskeden ekstra indtægt. Der skal altid være en betydelig gevinst.

Derfor er Faglige Seniorer glade for, at modregningen i pensionen afskaffes fra 1. januar 2023

Læs mere om reglerne i Seniorhåndbogen.

Svend Blankholm elsker lidt godmodigt drilleri med kunder og kolleger i Meny supermarkedet Dalgaard i Hørsholm.

”Vi hygger, driller og tager gas på hinanden, så selv om det kan være lidt hårdt for benene, er jeg nærmest flyvende af glæde, når jeg går hjem”.

Seniorviden er guld

Svend var 15 år, da han kom i lære som slagter. Siden har han arbejdet en lang række steder, siddet i Slagterfagets Fællesudvalg og formandskabet på Slagteriskolen, skrevet lærebøger og sluttede af med 18 år i NNF og derefter var det planen, at han ville nyde sin efterløn som 62-årig.

Men så mødte han købmand Lisbeth Dalgaard ved en prisuddeling. ”Nej, Svend, du skal da op og stå i min butik og sælge bøffer”.

“Så skal det også være sjovt, og der skal være kunder i butikken,” lød hans svar. Og det har det været i foreløbigt syv år.

”Jeg føler mig privilegeret. Det er vildt at slutte sit arbejdsliv med at komme tilbage til rødderne og vise drengene, hvordan man gør tingene. Jeg kommer med noget viden og ved for eksempel, at når kunderne spørger efter fugle uden ben, så er det benløse fugle”, griner han.

Det kan lærlingen, Martin, som står i baggrunden, tale med om:

” Det er fedt at have Svend her. Han er rolig og giver sig tid til at svare. Han er garvet og ved en masse om faget og de gamle metoder, som jeg lærer vildt meget af”.

Økonomiske benspænd

Svend arbejder cirka 500 timer om året på fredage og lørdage. Det passer ham fint, for så har han også tid til at være politisk aktiv, sidde i Hovedbestyrelsen for Faglige Seniorer, badminton om mandagen og billard om tirsdagen med nogle gamle tømmerdrenge.

Til gengæld har han det stramt over, at reglerne er så kringlede, at det nærmest virker som en straf at arbejde de sidste år i ens arbejdsliv. Det har han oplevet både som efterlønner og nu pensionist.

”Det virker totalt ulogisk, når politikerne gerne vil have os til at arbejde længere. Da det var værst, blev jeg modregnet, så der kun var 20 kroner tilbage ud af hver 100 kroner, jeg fik udbetalt”, siger han, at det på et tidspunkt gik helt galt på grund af sambeskatningsreglerne.

”Pludselig fik min kone et brev fra Gældsstyrelsen om, at hun skulle betale 5.000 kroner på grund af min indtægt. Hun blev stiktosset,” griner Svend, og fortæller at han fik sit brev nogle dage senere, og fortsætter mere alvorligt:

”Vi er ikke en del af arbejdsmarkedet og kan for eksempel ikke få sygedagpenge, alligevel skal vi betale otte procent i arbejdsmarkedsbidrag. Det er dybt besynderligt, så det kunne politikerne starte med at fjerne, hvis de vil have flere til at arbejde længere”.

Selv har han ikke sat nogen udløbsdato på sit arbejdsliv.

”Alle mennesker burde have lov til at slutte deres arbejdsliv med noget, de virkelig har lyst til at lave. Det gør jeg. Derfor stopper jeg først den dag, det ikke er sjovt at gå herhen længere, eller at de andre synes, jeg er for dum og langsom”, siger Svend og fortæller med et stort smil, at der vil kollegerne utvivlsomt være lige så hensynsløst ærlige, som i alt andet, der binder dem sammen.

3 gode råd fra Svend

  • Få i god tid planlagt sammen med din partner, hvordan I vil leve i den 3. alder; hvor I vil bo og arbejde, hvis du vil arbejde.
  • Arbejd med noget, du har lyst til. Hvis du har været en glad cykelrytter, så er det måske sjovere at skrue cykler sammen hos en cykelhandler end at køre den truck, du har siddet på i 20 år.
  • Reglerne omkring arbejde og økonomi er vanvittigt kringlede; udnyt muligheden for den gratis rådgivning, du kan få i Faglige Seniorer.

Først publiceret: tirsdag 9. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:29

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.