Marianne Iversen, 70 år, arbejder som shopper gennem Rema100 appen. Hun cykler ofte 10 kilometer om dagen, når hun leverer varer. Foto: Søren Zeuth.

Her kan alle få arbejde

En cykel og en Rema 1000 app - mere skulle der ikke til, så havde 70-årige Marianne Iversen arbejde. Det kan alle få og det giver hende både motion, lommepenge og tid til frivilligt arbejde.

Senest opdateret: tirsdag 9. februar 2021

Blomkål, rosenkål og flere poser chips ryger raskt ned i indkøbskurven. Varerne skal ned til en kvinde i centrum af Middelfart. Marianne Sjøgren Iversen på 70 år handler mere i supermarkeder end de fleste.

Hun er nemlig indkøber for Rema 1000, hvor folk kan bestille varer som hun så kører ud med på sin elcykel og sin lille trailer.

Det kan være for kunder, der ikke orker at handle ind med to små børn i ulvetimen, men er ofte for folk, der ikke kan komme ud ad døren selv.

Seniorklar: Når du arbejder som pensionist

Knap hver tredje fortsætter med at arbejde, efter at de er blevet folkepensionister - enten på fuldtid, deltid eller nogle timer om ugen.

Omtrent 170.000 danskere i alderen 65 år til 75 år har et arbejde, viser tal fra Danmarks Statistik (2021)

Faglige Seniorer mener, at der skal være bedre vilkår for pensionister, der arbejder.Derfor er Faglige Seniorer glade for, at modregningen i pensionen blev afskaffet fra 1. januar 2023

Læs mere om reglerne i Seniorhåndbogen.

”Jeg kan godt lide at snakke med mennesker og jeg bliver selv lidt ekstra glad, når jeg gør noget for andre. Nogle kunder er jo så dårlige, at jeg også hjælper dem med at få varerne på plads. De kan også være ensomme, hvor jeg er den eneste de snakker med den dag. Jeg kan se i deres øjne, hvor meget det betyder. Selv om det måske kun er fem minutter, hvor man står og sludrer lidt”, fortæller Marianne.

Vi hjælper hinanden

Marianne faldt over jobbet, da hun så et tv-indslag om det for to år siden.

Herefter var det bare at downloade en app, hvor indkøbsopgaverne bliver lagt ud, og byder hun ind på opgaverne, så får hun et grundbeløb pr. opgave og ekstra for hver fyldte pose, hun skal have med.

Det kan alle gøre og servicen er en del af det Rema 1000 kalder ”Vi hjælper hinanden” og det kan Marianne godt skrive under på, for det er også en hjælp til hende selv.

”I min alder er man nødt til at foretage sig noget aktivt, for at kunne blive ved med at gøre de samme ting. Nu får jeg med flere ture ofte cyklet ti kilometer på en dag, og da jeg alligevel havde en cykeltrailer til vores to hunde som ikke gider turene mere, så kan jeg i stedet have op til seks indkøbsposer med mig”, siger hun og fremhæver samtidig den store frihed i jobbet.

”Hvis jeg en dag ikke er oplagt eller ikke gider, kan jeg jo bare lade være med at byde ind på opgaverne, så er der bare nogle andre, der tager dem.

Gode lommepenge

I dag har Marianne faktisk sat det i system, så hun prøver at klare alle turene de første 14 dage om måneden.

Hun har nemlig sat sig for ikke at tjene mere en cirka 1.000 kroner om måneden. Dermed slipper hun for at betale skat, fordi hun som pensionist har et frikort på 11.700 kroner (2021) om året.

”Det er selvfølgelig ikke det store penge, men dejlige penge. Min mand og jeg har ellers fællesøkonomi, men dem jeg tjener, får jeg ind på mig egen konto. Det er en slags lommepenge, hvor jeg kan gå og forkæle mig selv med lidt nyt tøj eller ting, jeg falder over”.

Frivillig ildsjæl

Det er heller ikke pengene, der betyder mest for Marianne. Det er bare en bonus.

Siden hun som 60-årig gik på efterløn efter 39 år på arbejdsmarkedet – heraf de fleste som farmakonom og sosu-assistent – har hun nemlig haft mange jern i ilden som frivillig, fordi hun gerne vil gøre noget for andre mennesker.

”Jeg havde egentlig ikke planlagt, hvad jeg så skulle lave, men jeg var ikke bekymret. Jeg var bare mæt af arbejde og det var skønt, at nu kunne jeg lave, hvad jeg havde lyst til. Det var en stor frihed. Men det gik hurtigt, så var jeg blevet aktiv i både Røde Kors og Kræftens Bekæmpelse”, siger Marianne og fortæller at det favner bredt.

Livsbekræftende historier

Marianne står som frivillig for alt fra at finde besøgsvenner, genbrugsbutik, Lyserød lørdag, Ladies Night til hver mandag, hvor hun gennem Kræftens Bekæmpelse går en fem kilometer lang tur fra Marinaen og ud i skoven.

Hun fortæller også livsbekræftende og gode historier, hun får bragt i den lokale avis for at få flere til at støtte op om arbejdet.

”Jeg bliver selv lidt ekstra glad, når jeg gør noget for andre. Det er jo også noget med at være til stede sammen med andre og have et fællesskab. Jeg synes, at der er alt for mange mennesker, der ikke er til stede. De går bare og kigger ned i deres mobiltelefon”.

Svært for mænd at stoppe

Selv om Marianne også oplever mænd, der finder fællesskab og har det smadderhyggeligt, når de kører rundt og samler tøj og ting ind til genbrugsbutikken, så tror hun, at kvinder har nogle fordele, når de holder op med at arbejde.

”Jeg tror at kvinder er bedre til at skabe sig et socialt netværk. Mange af os har været vant til, at det altid har været os, der tog initiativ, når familien eller venner skulle inviteres på besøg, eller tog initiativ til at besøge andre. Her er mænd anderledes. De har hele livet identificeret sig med deres arbejde, og når det pludselig er slut, er det virkeligt hårdt for dem”, siger hun og forsikrer, at sådan behøver det ikke at være.

Der er brug for mændene i det frivillige arbejde og de vil blive budt mere end velkommen, så det er bare om at komme ud af røret.

”Ellers kan de jo bare hoppe med på indkøberholdet. De skal ikke skrive jobansøgning, bare downloade en app, så får de både gjort noget godt for kroppen, gjort andre mennesker glade og tjener lidt penge oven i. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at havde jeg bare sat mig i sofaen, så havde jeg ikke fungeret så godt i dag”.

Først publiceret: onsdag 13. januar 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 9. februar 2021 kl. 16:14

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.