Vi hygger os i julen med god vin og øl, men med gode råd kan du skære ned på forbruget.

8 råd til en god jul uden for meget alkohol

Julens fester betyder også, at vi drikker mere end vanligt. Her er nogle gode tip, der hjælper dig med at holde antallet af genstande nede.

Senest opdateret: mandag 27. december 2021

Danskerne drikker julen ind med julebryg og vin og ud igen med champagne nytårsaften.

Alene i december  stiger alkoholsalget med 35 procent.

Men de mange genstande er ikke alene farlige, når vi fragter os hjem fra julefrokosten – de kan også udvikle sig til et alkoholproblem.

Alkolinjen har lavet denne guide til en jul med mindre alkohol.

1. Beslut dig for at drikke mindre

Du kan beslutte dig for, at du denne jul vil drikke mindre – for eksempel max. tre genstande pr. arrangement. Fortæl gerne andre om din plan, det hjælper dig til at holde den.

Vidste du…

At bortset fra de helt unge, udgør den ældre del af befolkningen den markant højeste andel, der drikker over risikogrænsen. Faktisk drikker knap ti procent af de 65-74-årige mere end Sundhedsstyrelsens højrisikogrænser.

Skriv også gerne dagbog over dit alkoholforbrug eller brug den gratis app Alkolog, så du kan holde øje med, om du holder dig til planen.

2. Sæt tempoet ned

Julen kan være forbundet med stress, pres og høje forventninger. Føler du dig psykisk presset, så sæt tempoet og ambitionerne ned. Hellere en hyggelig jul uden for mange planer end stress.

3. Hold antallet nede

Når du er til et julearrangement, kan du bruge nogle simple tips til at holde antallet af genstande nede.

Prøv for eksempel at drikke af små glas, tage mindre slurke eller holde glasset i den hånd, der falder dig mindst naturligt.

Du kan også lave en regel om, at du skal drikke to glas uden alkohol for hvert glas med alkohol.

Eller du kan sætte dit glas eller flasken, du hælder op af, længere væk fra dig, så det ikke er så nemt at fylde på.

4. Hold øje med børnene

For nogle børn kan det føles utrygt, at voksne omkring dem er fulde. Hvis du skal holde julefest, hvor der er børn med, kan det være en god idé at aftale, at der er en voksen, der har ansvaret for børnene og derfor ikke drikker eller kun drikker meget lidt.

5. Lyt og forstå

Hvis dine børn eller din partner fortæller, at sidste jul ikke var hyggelig, fordi du drak for meget, så prøv at lytte og forstå frem for at forsvare og forklare.

6. Gå en tur

Dyrk mere motion, end du plejer. Motion modvirker stress og er samtidig en sund måde at få vrede og negative tanker ud af hovedet. Gør det til en ny juletradition, at I går en lang tur i stedet for at sidde for længe ved bordet til julefrokoster og middage.

7. Få en god nats søvn

Få en god nattesøvn. Gå tidligere i seng, end du plejer. Det giver dig dels et overskud, og dels risikerer du ikke at tage et par ekstra genstande sidst på aftenen.

8. Server alkoholfrie øl og drinks

Mange af os tager det som en selvfølge, at der skal være alkohol på bordet, når vi holder julefrokoster og julemiddage. Hvis du selv prøver at drikke mindre, så servér lækre, alkoholfri drinks eller køb alkoholfri øl til dine gæster.

Er du inviteret ud, så foreslå værten, at der er alkoholfri alternativer – eller tag en flaske lækker saft med som værtindegave.

Drikker du lidt for meget?

Svar på 12 spørgsmål i testen og få dine resultater samt konkrete råd til dine drikkevaner.

Viden og info om alkoholproblemer

Faglige Seniorer samarbejder med Alkohol & Samfund om at viderebringe information om alkohol og alkoholforbrug.

Alkohol & Samfund er en interesseorganisation, som arbejder for, at færre bliver syge af alkohol i Danmark.

Alkohol & Samfunds mission er at forandre alkoholkulturen, så færre mennesker får alkoholrelaterede skader og flere med alkoholproblemer får kvalificeret hjælp. Visionen er et Danmark uden alkoholskader.

Alkohol & Samfund arbejder på et sundhedsvidenskabeligt og socialfagligt grundlag og er uafhængige af partipolitiske, religiøse og erhvervsinteresser.

Læs mere her.

 

 

Først publiceret: tirsdag 21. december 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. december 2021 kl. 16:43