Forbrugerombudsmand stævner stort forsikringsselskab
Et af Danmarks største forsikringsselskaber har hævet priser uden at orientere kunder, lyder det fra Forbrugerombudsmanden, der nu anlægger sag mod selskabet.
Senest opdateret: tirsdag 19. april 2022
Forbrugerombudsmanden anlægger retssag mod Tryg Forsikring A/S. Forsikringsselskabet er et af de største i Danmark
Retssagen handler om, at Tryg har hævet prisen på mange privatkunders forsikringer uden at varsle prisstigningerne, fremgår det af en pressemeddelelelse fra Forbrugerombudsmanden.
“Forsikringsselskabet Tryg Forsikring har gennem flere år hævet prisen på en stor del af sine privatkundeforsikringer uden at orientere sine kunder om prisstigningerne og derfor også uden at give kunderne mulighed for at opsige forsikringerne, inden prisstigningerne. Tryg Forsikring har forhøjet sine priser med cirka 4 procent over indeks pr. år,” fremgår det.
Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse har Tryg ikke haft hjemmel i sine forsikringsbetingelser til at hæve prisen på forsikringerne uden varsel. Et sådan vilkår ville også være urimeligt.
Forbrugerombudsmanden anlægger nu en retssag mod Tryg Forsikring.
Fundet sted over 4 år
Prisstigningerne har ifølge en anonym henvendelse til Forbrugerombudsmanden fundet sted i perioden fra marts 2016 til februar 2020, hvor forsikringsselskabet ændrede praksis. I forsikringsbetingelserne står:
”Vi varsler væsentlige ændringer af betingelser og/eller prisen senest 30 dage før forsikringsperioden udløber. Når du betaler forsikringen for en ny periode, accepterer du samtidig ændringerne, og forsikringen fortsætter med de ændrede betingelser og/eller pris. Indeksreguleringen betragtes ikke som en ændring af prisen for forsikringen.”
De forsikringstyper, hvor præmien er forhøjet uden varsel, er i hvert fald: Indbo, Ulykke, Rejse, Hus, Bil, Båd, Hund, Kat, Knallert og Motorcykel.
Hvis retten giver Forbrugerombudsmanden medhold, vil de berørte kunder som udgangspunkt kunne kræve prisstigningerne tilbagebetalt af Tryg Forsikring.
Der vil dog være stor forskel på kundernes tilgodehavender, ligesom nogle kunders krav kan være ophørt, som følge af passivitet.
Uenighed om fortolkning
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger i pressemeddelesen.
”Det er naturligvis væsentligt for kunderne i et forsikringsselskab at blive orienteret om prisstigninger på deres forsikringer, så de kan vurdere, om et andet forsikringsprodukt er mere attraktivt.”
”Tryg varslede ikke sine privatkunder om prisstigningerne og derfor har kunderne efter vores opfattelse ikke været forpligtede til at betale prisstigningerne.”
”Efter vores opfattelse kan man slet ikke indgå en bindende aftale med sine kunder om, at de ikke vil blive varslet om prisstigninger. Den fortolkning af den aftaleretlige lovgivning er Tryg ikke enig i og derfor har vi anlagt retssagen.”
Først publiceret: onsdag 13. april 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 19. april 2022 kl. 08:30