
Slut med mundbind på plejehjem, hospital og hos lægen
Som et af de sidste steder falder mundbindet nu i sundhedsvæsenet. Årsagen er, at færre bliver smittet med corona
Senest opdateret: mandag 13. juni 2022
Fremover kan du lade mundbindet blive hjemme, når du skal besøge plejehjemmet, skal på sygehus eller besøge lægen.
Sundhedsstyrelsen fjerner nu som de sidste steder anbefalingerne om brug af mundbind i sundhedsvæsenet. Årsagen er ifølge Sundhedsstyrelsen at antallet af smittede falder, og at vi er mere udenfor, når det er forår.
”Vi går nu mod mere normale tilstande i sundhedsvæsenet og i ældreplejen, og derfor er der ikke behov for at beskytte sig i så høj grad som tidligere på året. Det gør blandt andet, at besøgende og personale ikke længere behøver at bruge mundbind,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg.
Hoste? På med mundbindet
Det er dermed kun personer med luftvejssymptomer (som forkølelse, hoste med videre), der fortsat anbefales at bruge mundbind i almen praksis, lægevagt og speciallægepraksis.
Personale på hospitaler og på sundheds- og ældreområdet behøver heller ikke længere gå med mundbind ved tæt kontakt til patienter og borgere.
Man skal dog fortsat følge retningslinjer for at undgå smittespredning – og bliver hjemme, når man er syg.
Ups! We kunne ikke finde din formular.
Hvad mener du?
Glæder du dig over, at du ikke længere behøver at bruge mundbind på plejehjem, sygehus og hos lægen? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: torsdag 28. april 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:38