Corona er på retur i Danmark med under 1.000 registrerede smittede på en dag.

Under 1.000 nye coronasmittede for første gang i et halvt år

Antallet smittede med coronavirus er faldet støt den seneste tid, hvor der dog også er skruet ned for test.

Senest opdateret: mandag 13. juni 2022

For første gang i et halvt år er der under 1.000 nye coronasmittede. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut mandag.

Det seneste døgn har 983 personer med en PCR-test fået bekræftet coronasmitte.

Man skal tilbage til 19. oktober sidste år for at finde seneste døgn med under 1.000 nye bekræftede smittede. Her var 756 bekræftet smittet med coronavirus.

Med til det hører dog, at der er blevet skruet markant ned for antallet af test, der udføres nu i forhold til tidligere.

Det skyldes blandt andet, at covid-19 ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom, ligesom man ikke skal bruge coronapas for at få adgang til bestemte steder i samfundet.

Hver 8. prøve er positiv

De 983 smittetilfælde mandag er fundet i 8.109 PCR-prøver. Dermed var det godt 12 procent – eller cirka hver 8. prøve – der påviste smitte.

Der er 747 personer indlagt, som har en positiv PCR-test for coronavirus. Det er dog ikke ensbetydende med, at virusset er årsag til indlæggelsen.

En tredjedel af de indlagte – 241 – er eksempelvis indlagt i psykiatrien.

Af de 747 patienter ligger 15 personer på en intensivafdeling. 2 af de 15 får desuden hjælp af en respirator til at trække vejret.

Over 20 er døde

Også antallet af indlagte samt intensiv- og respiratorpatienter har været jævnt faldende gennem de seneste måneder.

Der er i mandagens opgørelse registreret 21 dødsfald blandt folk, som for nylig var testet positive for coronavirus. Det fremgår ikke, i hvor mange af de dødsfald coronavirus har været årsag.

De 21 dødsfald er en del højere end de to foregående uger, hvor der de fleste dage har været registreret mellem 11 og 13 nye dødsfald.

Grund til optimisme

Da tredje bølge af coronavirus gik højest i Danmark, var der dage med flere end 50.000 nye smittetilfælde. Det var i slutningen af januar og begyndelsen af februar i år.

Omtrent samtidig blev coronarestriktioner i samfundet fjernet, da varianten Omikron, som typisk giver mildere sygdomsforløb, havde gjort sit indtog og dermed været med til at mindske faren.

Der er grund til optimisme, selv om coronavirus ikke kommer til at forsvinde. Det siger Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut.

“Vi kender nu covid-19, og vi har vist, at vi kan håndtere epidemien,” siger han i en pressemeddelelse.

Hvad mener du?

Mener du – som Henrik Ullum fra Statens Serum Institut – at der er grund til optimisme, selv om coronavirus ikke helt kommer til at forsvinde?

Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: mandag 25. april 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:38

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.