Lizzi om ældrechecken: “En almisse”
80-årige Lizzi er ikke særlig imponeret over størrelsen på ældrechecken og efterlyser bedre økonomisk hjælp til ældre.
Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022
Fredag blev et bredt flertal i Folketinget enige om at udbetale en ekstra økonomisk støtte på 5000 kroner til de pensionister, som modtager ældrecheck.
Beløbet er skattefrit og udbetales med 2500 kroner i år og næste år.
Det er regeringen, som har ønsket at give nogle pensionister en ekstra økonomisk håndsrækning.
Men den håndsrækning er ikke tilstrækkelig, mener 80-årige Lizzi Maria Høstring fra Regstrup på Sjælland.
“Den kommer overhovedet ikke til at påvirke mit liv. Det er en almisse. Jeg kunne forstå det, hvis det var 5000 kr. over to gange, men det her er simpelthen en almisse,” siger hun og tilføjer:
“Jeg kan måske tage en tur til København og gå i Tivoli, og så er pengene brugt.”
Ikke tilfredsstillende
Lizzi, der er uddannet slagter og butiksekspedient, opfordrer i stedet politikerne til bedre økonomiske tiltag, hvis de gerne vil give de ældre et økonomisk pusterum.
“Jeg har lidt over 9000 kr. at leve for om måneden efter skat. Selvfølgelig får jeg da også boligsikring, men det er ikke noget at råbe hurra for.”
“Når politikerne kan rejse på førsteklasse og alt muligt for mine penge, så kan de også give os ældrechecken uden beskatning,” påpeger hun.
I de sidste år af sit arbejdsliv arbejdede Lizzi som hjemmehjælper, indtil hun gik på pension som 60-årig grundet dårlige ben, som skulle opereres.
“Det er os, der har genoprettet det samfund, vi har. I min årgang var der ikke noget, der hed at studere, vi kom bare ud på arbejdsmarkedet og bestilte noget,” siger Lizzi.
Først publiceret: fredag 24. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:33