Hver 5. dansker har gæld til det offentlige i form af blandt andet ubetalte skatter, bøder, underholdsbidrag og forsyningsafgifter.

Gæld til det offentlige kan blive modregnet i din pension

Skylder du penge til det offentlige, kommer du snart til at betale. Nye regler betyder, at flere skal betale, hvad de skylder.

Senest opdateret: onsdag 13. juli 2022

Gældsstyrelsen kan inddrive gæld for al indkomst.

Det gælder ikke kun for løn, men også for folkepension, førtidspension, seniorpension, Tidlig Pension og efterløn samt indtægter fra arbejdsmarkedspensioner og lignende.

Fremover får Gældsstyrelsen mulighed for at inddrive gæld fra skyldnere for alle gældstyper, herunder skat, moms, ejendomsskatter m.v.

Som noget nyt skal der fremover også inddrives gæld for alle gældstyper, når man er under lavindkomstgrænsen på 125.000 kroner for personer uden forsørgerpligt og 156.000 kroner for personer med forsørgerpligt.

Gældsstyrelsen vil fremover kunne lønindeholde med en afdragsprocent på 4 procent af nettoindkomsten for skyldnere uden forsørgerpligt og 3 procent for skyldnere med forsørgerpligt over for børn.

Det sker ved at forhøje skattetrækprocenten.

Grænse for rådighedsbeløb

Der er dog en undtagelse. Man kan undslå sig, hvis ens rådighedsbeløb er mindre end 6.800 kroner pr. måned.

”Kontakt Gældsstyrelsen og få lavet en aftale om et mindre afdrag pr. måned, hvis den nye praksis giver dig et lavt rådighedsbeløb. Gældsstyrelsen har nemlig mulighed for at indgå en aftale, hvis du henvender dig,” råder Faglige Seniorers socialrådgiver Carsten Riis. ”Det er ret vigtigt, at du ikke er passiv i forbindelse med gældsinddrivelsen. Det er altid bedre at lave en aftale med Gældsstyrelsen – og overholde den.”

Hvis gælden er under 200 kroner, kan Gældsstyrelsen fjerne gælden.

Mange pensionister har gæld til det offentlige

Omkring hver femte dansker har gæld til det offentlige i form af blandt andet ubetalte skatter, bøder, underholdsbidrag, forsyningsafgifter.

Den seneste opgørelse af gæld til det offentlige er fra 2020.

Den viser, at i alt 1,1 millioner danskere har gæld til det offentlige. Heraf er cirka 110.000 mellem 60 og 70 år, og 55.000 over 70 år.

Faglige Seniorer vurderer, at omkring 90.000 folkepensionister har gæld til det offentlige.

For alle gælder det, at gennemsnittet af gæld er på godt 100.000 kroner. Der findes ikke tal for, hvor meget folkepensionister skylder i gennemsnit.

De nye regler er en del af en politisk aftale fra 20. juni 2022 om Nedbringelse af danskernes gæld til det offentlige

Først publiceret: fredag 1. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret onsdag 13. juli 2022 kl. 08:42