Det kostede pensionskunder dyrt, at de i stedet for en garanteret, gennemsnitlige rente fik en ordning med markedsrente.

Pensionskunder skal kompenseres: Får op til 400.000 kroner

Ni prøvesager har været for Østre Landsret i sag om en gruppe kunders omvalg i pensionsordning og risiko.

Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022

Det var en dyr beslutning for en lang række pensionskunder, at de i 2011 takkede ja til en ny pensionsordning.

I stedet for en garanteret, gennemsnitlige rente skulle de have en mere moderne ordning med markedsrente, hvor afkastet er usikkert.

Samtidig overtog de risikoen for den såkaldte levetidsforudsætning – altså risikoen for lavere pensionsudbetalinger, fordi man lever længere, end der er forudsat, og dermed en risiko for, at opsparingen ikke rækker.

Men kunderne mener, at de ikke blev informeret godt nok om konsekvenserne ved at skifte til den nye ordning, der har medført, at deres ydelser er blevet sat ned ad flere omgange.

Og det er Østre Landsret delvist enig med de utilfredse kunder i. Domstolen har afsagt dom i ni prøvesager, der skal give en retning for de 176 kunder, som har trukket AP Pension i retten.

Kompenseres med lavere ydelser

I dommen lyder det, at landsretten efter en samlet vurdering finder, at “det må anses for urimeligt”, at de pågældende kunder skulle bære den økonomiske risiko ved den længere levetid, og at informationsmaterialet i forbindelse med omvalget ikke var retvisende og dækkende.

Dog er der ikke grundlag for helt at tilsidesætte aftalerne, som kunderne ellers krævede. I stedet skal der ske kompensation for de lavere ydelser, kunderne måtte have fået på grund af ændrede forudsætninger for levetid, afgør retten.

I dommens præmisser fremgår det, at seks ud af de ni kunder i prøvesagerne får kompensation. Beløbet ligger på mellem 9.330 kroner op til 381.405 kroner.

De sidste tre kunder får ikke tilkendt et beløb. For den enes vedkommende er årsagen, at han ikke er gået på pension. For de to andre gælder det, at de har fået udbetalt mere, end de ville have fået udbetalt, hvis ikke de havde skiftet.

Vil nærlæse dom

De berørte personer kom til AP Pension, da selskabet overtog kunderne i FSP, Finanssektorens Pensionskasse. For nogle af dem er pensionen nedsat med omkring 30 procent, har Berlingske og Økonomisk Ugebrev tidligere beskrevet.

AP Pension vil nu nærlæse dommen, før man tager stilling til en eventuel anke.

“Vi noterer os rettens afgørelse og vil nu drøfte internt, hvordan vi forholder os til den,” udtaler administrerende direktør i AP Pension Bo Normann Rasmussen i en skriftlig kommentar.

“Der er tale om en kompleks sag med potentielt væsentlige økonomiske konsekvenser for AP Pensions kundefællesskab, så vi har behov for betænkningstid,” siger han.

Østre Landsret er den første domstol, der vurderer sagen. Det er sket, fordi den er principiel. De ni sager blev udvalgt, fordi de omfattede personer langt fra pension, tæt på pension og allerede på pension.

Først publiceret: fredag 8. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:38

Se, hvad vi ellers skriver om:

og