
Nye regler og satser: Førtidspension og seniorpension i 2023
Faglige Seniorers socialrådgiver giver her svar på de mest almindelige spørgsmål om førtidspension i 2023.
Senest opdateret: torsdag 5. januar 2023
Carsten Riis er socialrådgiver hos Faglige Seniorer. Han svarer her på de mest almindelige spørgsmål om førtidspension i 2023.
Hvor meget kan jeg få i førtidspension i 2023?
Førtidspension og seniorpension 2023
Enlig: 19.738 kroner pr. måned før skat
Gift/samlevende: 16.778 kroner pr. måned før skat
Førtidspension tilkendt før 2003
Enlig | Gift/samlevende | |
---|---|---|
Grundbeløb | 6.604 kroner | 6.604 kroner |
Pensionstillæg | 6.859 kroner | 3.314 kroner |
Invaliditetsbeløb | 3.380 kroner | 3.380 kroner |
Førtidsbeløb | 1.767 kroner | 1.767 kroner |
Erhvervsudygtighedsbeløb | 4.432 kroner | 4.432 kroner |
Ekstra tillægsydelse ved forhøjet almindelig førtidspension | 1.613 kroner | 1.613 kroner |
Ekstra tillægsydelse ved almindelig førtidspension | 3.380 kroner | 3.380 kroner |
Modregning af partners indtægt stopper. Hvad betyder det?
Fra 1. januar 2023 er det slut med modregning af din partners løn, efterløn og arbejdsløshedsdagpenge. Mange på førtidspension og seniorpension kommer derfor til at få mere udbetalt i 2023.
Er du enlig, vil du dog ikke opleve nogen ændring.
Reglerne kommer både til at gælde for førtidspensionister på den ”nye” førtidspension og på den “gamle” ordning med førtidspension tilkendt før 2003.
Vil min partners øvrige indtægter fortsat påvirke førtidspensionen?
Din partners øvrige indtægter vil fortsat indgå ved beregning af din førtidspension. For eksempel partnerens indtægt fra arbejdsmarkedspensioner, private pensionsopsparinger, kapitalindkomst og indkomster fra aktier.
Vil der fortsat være forskel på satsen for enlige og par?
Der vil fortsat være en sats for enlige på førtidspension og seniorpension og en lavere for dem, der har en partner.
Vil modregning af min egen indtægt ophøre?
Reglerne for modregning af din egen lønindtægt i førtidspension og seniorpension vil være de samme som i dag. Du vil altså fortsat blive modregnet, hvis du arbejder og tjener over et vist beløb.
Fra 1. januar 2023 og 3 år frem kan førtidspensionister prøve deres arbejdsevner af, uden at det får konsekvenser for retten til førtidspension. Denne ret gælder ikke seniorpensionister.
Hvornår får jeg det skattefri engangsbeløb på 2.000 kroner?
Det skattefri engangsbeløb på 2.000 kroner udbetales 10. januar 2023 til alle, der fik enten førtidspension, seniorpension, efterløn, fleksydelse eller Tidlig Pension i marts 2022.
Spørg socialrådgiveren om førtidspension og seniorpension
I Faglige Seniorers brevkasse kan du spørge socialrådgiver Carsten Riis om førtidspension, fleksjob, seniorpension, Tidlig Pension og andre sociale spørgsmål.
Seniorpensionens fremtid
Den nye regering lægger op til at nedlægge seniorpensionen og erstatte den af en visiteret adgang til Tidlig Pension, kaldet Arne-Plus. Dog kun i 3 år mod de nuværende 6 år.
Hvornår det eventuelt kan komme til at ske, og hvilke årgange, der eventuelt vil være omfattet, er endnu uvist, da det endnu ikke er besluttet og først skal forhandles politisk og vedtages i Folketinget.
Faglige Seniorers nyhedsbrev vil følge den politiske behandling og skrive, når der er nyt om seniorpension og Tidlig Pension (Arne-pension).
Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet gratis på www.fagligsenior.dk/nyhedsbrev
Først publiceret: mandag 22. august 2022
Artiklen er sidst opdateret torsdag 5. januar 2023 kl. 12:22