Foto: Loic Venance/AFP/Ritzau Scanpix

Ny svindel: Vær på vagt, når du sælger din mobiltelefon

En ny form for svindel i forbindelse med salg af mobiltelefoner illustrerer, hvorfor internethandel kræver ekstra årvågenhed.

Senest opdateret: fredag 9. september 2022

Har du en mobiltelefon til salg på Den Blå Avis, Gul og Gratis eller Facebook Marketplace, skal du i disse dage være ekstra opmærksom, når en ny køber melder sig.

Svindlerne har nemlig fundet på et ny og ganske kløgtig måde at narre penge ud af personer, der gerne vil sælge deres brugte varer på nettet.

I stedet for at tjene lidt penge på dine brugte ting, risikerer du at blive svindlet.

Knaldet for bedrageri

En 25-årig mand fra Randers troede, han havde fundet en smart fidus til at tjene nogle uærlige penge, indtil hans metode blev opdaget.

Metoden gik ud på at få kontakt med sælger, hvorefter de har aftalt at mødes fysisk. Det har eksempelvis været på John F. Kennedys Plads i Aalborg, på en parkeringsplads i Frederikshavn og et sted i Hjørring.

Her har manden vist sælger en kvittering på, at det aftalte beløb er blevet overført til sælger, hvorefter sælger har udleveret varen i god tro om, at han havde gjort en god handel.

Glæden har dog kun varet, indtil sælger opdagede, at kvitteringen var fup og fidus, da pengene ikke var blevet overført.

Politiet mener, at manden i en række tilfælde har snydt sælgere til at udlevere hovedsageligt mobiltelefoner.

Kilde: TV2 Nord

Først publiceret: onsdag 7. september 2022
Artiklen er sidst opdateret fredag 9. september 2022 kl. 09:24

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og