Ældre får ikke ekstra effektiv influenzavaccine i år
Udgifterne til særlig vaccine står ikke mål med gevinsterne af færre tilfælde blandt ældre ifølge styrelse.
Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022
Ældre kommer ikke til at få tilbudt en særlig højdosis-influenzavaccine i år.
Det bekræfter Statens Serum Institut i en mail til B.T.
De seneste to år har grupper af ældre fået tilbudt vaccinen, der indeholder mere antigen end de sædvanlige vacciner og derfor forventes at give en bedre effekt.
Ifølge mediet blev der i 2020 købt 100.000 doser af vaccinen og i 2021 200.000 doser.
“Sundhedsstyrelsen har ikke indstillet, at der skulle vaccineres med en særlig vaccine i den ældre del af risikogrupperne i år. Derfor er denne vaccine ikke indkøbt til sæsonen 2022/2023,” skriver Statens Serum Institut til B.T.
Det har ændret sig
Den tidligere anbefaling baserede sig i høj grad på den igangværende pandemi. Det skriver Sundhedsstyrelsen i sine vaccineindstillinger.
Men i år vurderes det, at effekten vil være “begrænset i forhold til de ekstra omkostninger ved indkøb af en sådan vaccine”.
Vaccinen er nemlig “væsentligt dyrere end de andre vacciner”, skriver styrelsen.
Styrelsen vurderer ellers, at vaccinen vil kunne reducere antallet af influenzatilfælde hos personer, som er fyldt 65 år.
Helt konkret drejer det sig om cirka 4 tilfælde per 1000 personer.
Efterårets vaccinationsprogram
Sundhedsstyrelsen præsenterede fredag efterårets vaccinationsprogram for coronavirus og influenza.
Heraf fremgik det, at det anbefales, at alle på 65 år og derover får en vaccine mod influenza.
Det samme gælder mennesker med visse kroniske sygdomme, børn mellem to og seks år, gravide i andet og tredje trimester og personale på sundheds- og ældreområdet samt udvalgte dele af socialområdet.
Målet med både corona- og influenzavaccinerne er at undgå restriktioner og nedlukninger.
“Vi vil få sygdom i form af covid-19 og influenza, men det skal vacciner tage toppen af. Derfor er det lige så vigtigt også at tage sin influenzavaccination,” sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i sidste uge.
Først publiceret: torsdag 8. september 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:49