Dårlig håndtering førte til millioner af corona-dødsfald
Verdenssamfundets uforberedthed og mangel på samarbejde under COVID-pandemien får skarp kritik fra stor gruppe forskere, der har fulgt pandemien i mere end to år, skriver videnskab.dk.
Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022
For langsom, for dårlig, for usolidarisk.
Sådan lyder dommen i den endelige rapport fra Lancet Covid-19 Kommissionen, et samarbejde mellem i alt 201 internationale eksperter, der siden juli 2020 har fulgt coronaepidemien og håndteringen af den.
I kraftige vendinger kritiserer eksperterne det manglende internationale samarbejde og solidaritet såvel som de nationale regeringers reaktion på coronaepidemien, der er anslået til at have resulteret i 17,7 millioner dødsfald.
Regeringer har svigtet
“Det svimlende antal dødsfald i de første to år af COVID-19-pandemien er en dyb tragedie og et massivt samfundsmæssigt svigt på flere niveauer,” siger kommissionens formand, professor ved Columbia University Jeffrey Sachs, i en pressemeddelelse ifølge videnskabsmediet.
“Vi må se de barske sandheder i øjnene. Alt for mange regeringer har undladt at overholde grundlæggende normer for institutionel rationalitet og gennemsigtighed. For mange mennesker har protesteret mod grundlæggende offentlige sundhedsforanstaltninger, ofte påvirket af misinformation. Og for mange nationer har undladt at fremme globalt samarbejde for at kontrollere pandemien.”
FN var uforberedt
Blandt andet lyder kritikken, at de fleste nationale regeringer, såvel som FN’s verdenssundhedsorganisation WHO, var uforberedte. Og for langsomme til at erklære virussen som en sundhedskrise og til at koordinere tiltag som masker, teststrategier og dataindsamling.
Fejl, der ifølge rapporten har “resulteret i millioner af undgåelige dødsfald.”
Sådan vurderes Danmark
Men hvordan skal vi i Danmark læse rapporten?
“Det er der to svar til,« siger Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed på Københavns Universitet og videnskabelig direktør for global sundhed i Novo Nordisk Fonden, og som har givet rapporten et kig for Videnskab.dk.
“Det ene er pointen om det manglende internationale samarbejde. Det er meget dyrt for os ikke at investere globalt – om det så hedder klima, biodiversitetskrise eller sundhedssystemer.”
“Når der kommer en ny sygdom til os i Danmark, har vi flere ressourcer end de fleste andre lande, men vi er stadig sårbare, og det er utrolig omkostningstungt.”
“Vi bliver nødt til at sørge for, at også lav- og mellem-indkomstlande har et primært sundhedssystem. For hvis ikke, kan den næste infektionssygdom opstå i et land, der har begrænset mulighed for at håndtere et udbrud med stor risiko for international spredning,” siger professoren.
Vi har tillid til myndigheder
“Det andet svar er, at meget af rapportens generelle kritik i mindre grad rammer os. Vi har haft tillid til vores myndigheder, vi har ladet os teste, er blevet vaccineret og har støttet virksomheder, der har været i økonomisk krise.”
Til gengæld bør vi spørge os selv, om vi har været gode nok til at nå og beskytte de særligt sårbare grupper, og om vi har kommunikeret godt nok til også de marginaliserede grupper, siger Flemming Konradsen.
Interationalt samarbejde halter
Den vigtigste pointe fra rapporten er, at det endnu ikke er gået op for hverken individer eller nationale myndigheder, hvor tæt verden er forbundet, mener Flemming Konradsen.
“Forfatterne kommer med mange pointer, der dækker helt fra internationalt samarbejde til lokale indsatser. Men det, der skinner tydeligst igennem, er, at vores nuværende internationale systemer og organisering ikke er stærke nok,” siger han til Videnskab.dk og føjer til:
“COVID har vist os, at vores systemer på globalt niveau ikke er på plads til at sikre, at vi effektivt og hurtigt kan identificere en ny sygdom, inddæmme den og sikre en global respons. Derfor argumenterer forfatterne blandt andet også for skabelsen af et langt stærkere WHO, der kan koordinere indsatsen mod en fremtidig epidemi.”
Det skal vi gøre
For bedre at polstre verden til fremtidige epidemier foreslår kommissionen:
• Yderligere finansiering af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) samt større involvering af organisationen i statslige beslutningsprocesser, særligt i presserende sundhedssager.
• Øgede investeringer til både pandemisk beredskab og sundhedssystemer i udviklingslande. Kommissionen foreslår et årligt budget til dette på 60 milliarder dollar eller godt 440 milliarder kroner.
• En 10-årig indsats fra G20-lande for at styrke forskning, udvikling og investeringer i infrastruktur for alle kritiske pandemikontrolværktøjer. Herunder test, diagnostik, vacciner, behandlinger og uddannelse af personale.
Først publiceret: torsdag 15. september 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:52