
Færre ældre får mange slags medicin
Færre ældre bruger fem eller flere lægemidler samtidig, viser opgørelse.
Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022
Der er trappet ned på medicinen hos de ældre, der får mange forskellige slags medicin.
Hvor det i 2010 var 28 procent af de over 75-årige, der fik fem eller flere lægemidler samtidigt, så var det i 2021 faldet til 21 procent, viser en opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen.
Omtrent 6 procent af den voksne befolkning over 16 år er i længere tids behandling med fem eller flere lægemidler (polyfarmaci) samtidig i 2021.
Det er cirka samme niveau som i 2010.
Antal er stigende
“Det er positivt, at der ikke har været en stigning”, siger afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen Mette Keis Jepsen.
Sundhedsdatastyrelsen oplyser det er værd at bemærke, at det absolutte antal personer med polyfarmaci er stigende på landsplan i perioden fra 2010 til 2021 på trods af den faldende andel.
Det skyldes, at polyfarmaci er hyppigst forekommer i de ældre befolkningsgrupper, og at befolkningen samlet set bliver ældre.
Først publiceret: fredag 16. september 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 14:10