Spar penge med simpelt vasketip
Danskerne er blandt de europæere, som vasker deres tøj ved de højeste temperaturer, men det er både unødvendigt og dyrt.
Senest opdateret: fredag 14. oktober 2022
Elpriserne er på himmelflugt, og der er gået folkesport i minutiøst at følge med i, hvornår prisen på strøm er lavest.
Et af de mest oplagte steder at skære ned for strømforbruget er ved vaskemaskinen, og her kan et simpelt tip spare dig mange penge.
Det er nemlig opvarmningen af vandet i vaskemaskinen, som kræver den største mængde energi, når du vasker dit tøj. Derfor kan det tydeligt aflæses på elregningen, hvis du skruer ned for vasketemperaturen og vælger et program på 30 grader i stedet for 40 grader.
Og så er det i øvrigt en god ide at sørge for at fylde vaskemaskinen helt op. Hvis du vasker to vaskemaskiner, der kun er halvt fyldte, bruger du dobbelt så meget energi, vand og vaskemiddel sammenlignet med en fyldt vaskemaskine.
Tøjet bliver rent
Ifølge Energistyrelsen kan du spare 55 procent af dit elforbrug på vaskemaskinen, hvis du sænker vasketemperaturen fra 40 til 30 grader.
“Man skal ikke være bekymret for, at tøjet ikke bliver ordentligt rent, når man skruer ned for vasketemperaturen. Moderne vaskemidler indeholder enzymer, der gør, at langt det meste vasketøj nok skal blive rent, selv når man vasker det ved 20 eller 30 grader,” siger Joachim Arnkjær Noach fra Kosmetik- og hygiejnebranchen.
I enkelte tilfælde er det dog nødvendigt at skrue op for temperaturen, hvis tøjet skal blive helt rent. Meget snavset tøj eller tøj, der har været i kontakt med en syg (herunder også tøj båret af personer, der har været i kontakt med den syge), bør vaskes ved 60 grader.
Kilde: kosmetikoghygiejne.dk
Først publiceret: fredag 14. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret fredag 14. oktober 2022 kl. 15:59