Seniorers arbejdsindtægter skal ikke længere modregnes i deres egen folkepension. Det var ihvertfald planen. Men indtil videre er lovforslaget skudt til hjørne på grund af valget.

Valg bremser pensionsforbedring: Politikere kommer med nye løfter

Valget har sat en stopper for lovforslag om, at seniorer skal kunne arbejde, uden at de bliver trukket i deres egen pension. Nu kommer politikere med nye løfter.

Senest opdateret: mandag 23. januar 2023

Et valg til Folketinget sætter meget i stå.

Det går nu også ud over et forslag, som mange seniorer har set frem til. Regeringen og en række partier enedes i januar i år om, at seniorers arbejdsindtægter ikke længere skal modregnes i deres egen folkepension.

Men Folketinget har ikke nået at vedtage ændringen inden valget.

Regeringen har i et stykke tid været i gang med at udarbejde et lovforslag om at fjerne modregning. Det skulle efter planen have været sendt til en række organisationer, så de kunne komme med deres kommentarer i en høring. Derefter skulle det fremsættes i Folketinget.

Men forslaget nåede ikke ud til høring før valget. Nu mener flere partier, at pensionsforbedringen skal være noget af det første, som det nye Folketinget tager fat på efter valget.

”Det er noget, som vi i Radikale Venstre vil arbejde for skal fremsættes hurtigst muligt efter valget”, skriver beskæftigelsesordfører Samira Nawa i en sms til Faglige Seniorers nyhedsbrev

Hvad mener nyt parti?

Radikale Venstre var med i den gruppe af partier, som indgik aftalen i januar. Den indebar også, at der ikke længere skal fratrækkes i en persons pensionstillæg, fordi deres partner stadig arbejder.

Den del er allerede ført ud i livet som lov og gælder fra 1. januar 2023.

De andre partier bag aftalen var Dansk Folkeparti, SF og Kristendemokraterne. Siden har mange folketingsmedlemmer forladt Dansk Folkeparti og er gået til Danmarksdemokraterne.

Det gælder blandt andre Bent Bøgsted, der var med til at indgå aftalen i januar med regeringen.

Han genopstiller ikke til det kommende valg, men han tror, at Danmarksdemokraterne støtter at fjerne modregning af egen arbejdsindtægt i folkepension.

”Det vil kunne få flere seniorer til at arbejde længere, og det er også i de blå partiers interesse. Det må kunne vedtages med virkning fra 1. januar 2023, som det var planen,” siger Bent Bøgsted.

Borgerlig støtte

Venstre og Det Konservative Folkeparti var ikke med til at indgå aftalen i januar. Men begge partier har selv tidligere fremsat forslag om, at seniorers arbejdsindtægter ikke skal føre til lavere folkepension. Det synes de stadig er en god idé.

”Vi støtter, at det gennemføres så hurtigt som muligt,” siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen fra Venstre til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

”Vi støtter gerne op om at det er noget af det første det nye folketing skal igangsætte,” skriver beskæftigelsesordfører Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti i en mail.

Fakta: Det siger parternes ordførere

Faglige Seniorers nyhedbsrev har midt i valgkampen kontaktet beskæftigelsesordførerne i Folketinget for at høre, om de efter valget vil støtte forslaget om at fjerne, at seniorers arbejdsindtægter fører til modregning i deres egen folkepension.

Vi har også spurgt dem, om det er noget af det første, som det nye Folketinget skal tage fat på? Det er Beskæftigelsesudvalget i Folketinget, der behandler spørgsmål om pension.

Socialdemokratiet – Henrik Møller: ”Helt klart. Det er vi forpligtet til.”

Radikale Venstre – Samira Nawa: ”Det skal fremsættes hurtigst muligt efter valget”

Venstre – Hans Andersen: ”Vi har foreslået det samme for længe siden, og det må gerne gennemføres så hurtigt, som det kan lade sig gøre.”

Nye Borgerlige – Lars Boje Mathiassen: ”Det støtter vi. Det har været Nye Borgerliges politik, siden vi blev dannet.”

Liberal Alliance – politisk konsulent Kasper Strassmann: ”Aftalen fra januar rummede andre sager, som vi er imod, men i forhold til delen om modregning, så bakker vi op, og fornemmer at der er bred opbakning i Folketinget uafhængigt af valgresultatet.

Det Konservative Folkeparti – Niels Flemming Hansen: ”Vi har selv opfundet forslaget, og vi har i vores finanslovforslag afsat penge til det, så vi støtter gerne, at det er noget af det første, der skal tages fat på efter valget.”

Dansk Folkeparti – René Christensen: ”Det er et  tosset system, der modvirker, at seniorer stiller varme hænder til rådighed. Selv om regeringsmagten skifter til blå, må det kunne gennemføres, men det bliver måske senere end fra 1. januar 2023, som det ellers var planen.”

Alternative – Torsten Gejl: ”Vi har længe kæmpet for at fjerne gensidig forsørgerpligt, og det er nu lykkedes, så det ikke koster i pensionstillæg, at en partner arbejder. Vi støtter også at fjerne modregning i egen folkepension.”

SF – Karsten Hønge: Det er ikke lykkedes at komme i kontakt med Karsten Hønge, men partiet skrev under på aftalen fra januar.

Kristendemokraterne: Jens Rohde fra partiet var med i aftalen i januar, men han har siden forladt partiet.

Enhedslisten – Jonathan Simmel: Det er ikke lykkedes at komme i kontakt med Jonathan Simmel. Partiet stemte i foråret ja til at afskaffe modregning i pensionstillæg, fordi en partner har arbejdsindkomst.

Moderaterne – har ingen beskæftigelsesordfører, men er repræsenteret i Folketinget. Politisk chef Jakob Engel-Schmidt: ”Umiddelbart er vi ikke uvillige til at se på det, men jeg ved ikke, hvad det koster, og det skal jeg have dykket mere ned i”.

Danmarksdemokraterne – har ingen beskæftigelsesordfører, men er repræsenteret i Folketinget: Både nuværende folketingsmedlem Bent Bøgsted og folketingskandidat Kristian Bøgsted (Bent Bøgsteds søn) venter, at partiet bakker op, men henviser til partisekretariatet – som endnu ikke har reageret på en mail fra Faglige Seniorers redaktion.

 

.

Først publiceret: tirsdag 18. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:26

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.