Mette Frederiksen: S vil give ekstra ældrecheck på 5.000 kroner.

S-forslag til inflationshjælp: Ekstra 5.000 kroner i ældrecheck

Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede lørdag hos Faglige Seniorer i Hillerød forslag til, hvordan man kan hjælpe borgere med den stigende inflation. Se video fra mødet.

Senest opdateret: mandag 23. januar 2023

Yderligere 5.000 kroner i ældrecheck næste år oveni de 5.000 kroner, som landets mest udsatte pensionister allerede har fået.

På et møde lørdag hos Faglige Seniorer i Hillerød præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) deres forslag til, hvordan man kan hjælpe borgere og virksomheder med den stigende inflation.

Blandt forslagene er blandt andet en skattefri ekstra ældrecheck på 5.000 kroner i 2023 til de pensionister, der har mindst.

Forslagene vil koste knap 2 milliarder kroner.

Seniorformand: Behovet er der

“Der er ingen tvivl om, at der er behov for en ekstra ældrecheck hos pensionister, der har allermindst. Pensionisterne er ekstremt pressede, og har – modsat så mange andre – ikke mulighed for at supplere folkepensionen med et job,” siger formanden for Faglige Seniorer i Nordsjælland, Peter Kay Mortensen, der havde arrangeret valgmødet.

På valgmødet deltog over 100 seniorer fra nordsjællland.

Valgmødet er del af Faglige Seniorers kampagne “Vi er ældre, der stemmer”, som skal få flere ældre til valgurnerne – eller brevstemme – til folketingsvalget 1. november.

Ved det seneste valg faldt valgdeltagelsen for de 60-69 årige med to procentpoint. For de 80-89 årige var faldet på 3,6 procentpoint, viser en undersøgelse fra Københavns Universitet.

(artiklen forsætter under link og billede med videoen)

Se video fra mødet her – mødet går igang på videoen efter et minut. KLIK

Huslejehjælp til lejere

Udover en en ekstra ældrecheck på 5.000 kroner foreslår Socialdemokratiet en midlertidig huslejehjælp på 5.000 kroner til 70.000 lejere i almene boliger, fremgik det af valgmødet.

Seniorer: Pas på Lars Løkke

"Pas på ham Lars Løkke. Lad være med at tage ham med i en bred regering efter valget," lød rådet til statsminister Mette Frederiksen (S). da hun lørdag talte på et valgmøde i Hillerød arrangeret af Faglige Seniorer i Nordsjælland.

"Vi kender ham jo. Han er fra Græsted her oppe, og han har huseret i vores pastorat i årevis, inden han gik i landspolitik. Og vi kender ham ikke for noget godt," var budskabet fra seniorerne til statsministeren.

Mette Frederiksen har tidligere inviteret til en bred regering efter valget.

Hun har ikke afvist, at Lars Løkke og Moderaterne kan blive en del af en kommende regering.

De 5.000 kroner til huslejehjælp skal gå til de 70.000 almene husstande, som er “mest udfordrede af den høje inflation”.

Tilskuddet skal fordeles via boligorganisationerne til nedsættelse af huslejen i den pågældende bolig, lyder det i forslaget.

Præcis hvordan de 70.000 husstande skal udvælges, fremgår ikke.

Støtte til butikker

Desuden indeholder inflationspakken målrettet hjælp til butikkerne i små byer, som Jyllands-Posten beskrev fredag aften.

Butikkerne skal have mulighed for at søge direkte støtte. Socialdemokratiet foreslår, at det skal dreje sig om 100.000 kroner per butik. Det kræver dog, at butikken befinder sig i en by med maksimalt 2500 indbyggere.

Partiet vurderer at kunne give 700 butikker støtte.

Socialdemokratiet vil finansiere de i alt to milliarder kroner i inflationshjælp blandt andet ved at udskyde renoveringsprojekter i Landsbyggefonden for 350 millioner kroner.

Desuden hentes der penge fra reserver hos Erhvervsministeriet.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning til, at Mette Frederiksen vil give en ekstra ældrecheck på 5.000 kroner til de pensionister, der har mindst?

Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

 

Først publiceret: lørdag 22. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:30

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.