Foto: Per Finn

Pas på når du fodrer havens fugle

Om vinteren vil mange mennesker gerne hjælpe havens fugle. Det er dog vigtigt at vælge de rigtige fodermetoder, da ikke alle er lige gode.

Senest opdateret: torsdag 17. november 2022

Der er mange mennesker, der gerne vil hjælpe havens fugle, når temperaturen falder, og maden bliver knap.

Der er dog nogle hensyn, der skal tages, for at sikre, at fuglene ikke tager skade.

Det klassiske foderbræt kan gøre havens fugle syge. Problemet er, at mange fugle bruger det samme bræt, hvilket resulterer i afføring i maden, hvilket kan sprede sygdomme mellem fuglene.

Det er også en god idé at undgå de klassiske mejsekugler, der kan købes i supermarkederne. De er lavet af en hård fedtblanding, som ofte er iblandet ligegyldige frø.

Det svarer til junkfood for fugle, og så er de ovenikøbet pakket ind i et plastiknet, der er til fare for alle havens dyr, fortæller Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Hvilke frø til hvilke fugle?

En foderautomat til frø kan købes på trælasten, planteskolen eller endda i supermarkedet.

Hvad frø og kerner angår, er der en sammenhæng mellem hvilke frø der fyldes i foderautomaten, og hvilke fugle, der kommer og spiser.

Hampefrø er mest for fugle, der spiser små frø på stedet.

Det gælder spurve, finker og stillidser, hvorimod solsikkekerner er for fugle, der foretrækker enten at spise store frø på stedet eller til mejser og musvitter, der pendler mellem et skjulested og foderautomaten.

Placering af foderautomat

Det er relevant at overveje, hvor foderautomaten placeres, i og med at nogle fugle foretrækker at pendle mellem et skjul og foderautomaten, og andre hellere spiser på stedet.

Spurve er meget opmærksomme på spurvehøgen og foretrækker derfor en foderautomat, der ikke er placeret langt fra buskadset.

Mejserne flyver derimod gerne til en foderautomat, der er placeret i det åbne, fordi de alligevel pendler mellem et skjul og foderautomaten.

Kilde: dyrenesbeskyttelse.dk

Først publiceret: torsdag 17. november 2022
Artiklen er sidst opdateret torsdag 17. november 2022 kl. 16:57

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og