Satser for Tidlig Pension i 2023.

Tidlig Pension 2023: Se hvor meget du kan få i Arne-pension

Se satser for Tidlig Pension i 2023.

Senest opdateret: mandag 26. februar 2024

Tidlig Pension kaldes også for Arne-pension. Her kan du se, hvor meget du kan få i Tidlig Pension i 2023.

Hvor meget kan jeg få i Tidlig Pension i 2023?

I 2023 er satsen for Tidlig Pension 14.008 kroner om måneden før skat – uanset om du er gift, samlevende eller enlig. Det svarer til 168.096 kroner på et år.

Der er ingen modregning af ægtefælles indtægt eller formue.

Du må tjene op til 25.400 kroner i 2023 uden modregning. Indtægt over dette beløb vil betyde, at ydelsen bliver sat ned med 64% af beløbet over bundgrænsen.

I 2023 er bundfradraget for pensionsformue 105.700 kroner. Hvis den forventede årlige udbetaling af din pensionsformue overstiger fradragsbeløbet på 105.700 kroner, beregnes fradraget som 80 procent af dine løbende livsvarige pensioner og 5 procent for øvrige pensionsordninger. Nedsættelsen sker, uanset om din pensionsopsparing bliver udbetalt eller ej.

Disse pensioner indgår i nedsættelsen af Tidlig Pension:

  • Livsvarig pension
  • Ratepension
  • Kapitalpension
  • Aldersordninger
  • Tilsvarende udenlandske pensioner

Engangsbeløb på 2.000 kroner til personer på Tidlig Pension

I januar 2023 udbetales der et skattefrit engangsbeløb på 2.000 kroner til folk, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

For at få de 2.000 kroner skal du havde været på enten Tidlig Pension, førtidspension, seniorpension, efterløn eller fleksydelse  i marts 2022.

Du skal ikke søge om at få det skattefri engangsbeløb på 2.000 kroner. Det kommer automatisk ind på din NemKonto, hvis du er berettiget til pengene.

Det skattefri engangsbeløb vil IKKE blive modregnet i andre offentlige ydelser.

Arne-pension

Tidlig Pension kaldes også af nogle for Arne-pension, fordi bryggeriarbejderen Arne spillede en vigtig rolle i valgkampen, hvor Socialdemokratiet lovede mulighed for tidlig tilbagetrækning efter mange år på arbejdsmarkedet.

 

Arne-Plus og Tidlig Pension i fremtiden

I regeringsgrundlaget stod der, at Regeringen ville indføre en visiteret adgang til Tidlig Pension, kaldet Arne-Plus, som erstatning for seniorpensionen.

I november 2023 har regeringen meldt ud, at den dropper planen om Arne-Plus og forringelse af seniorpensionen.

Regeringen havde også lagt op til en ændring af Tidlig Pension, så pensionen kan tildeles for halve år og ikke som i dag kun for hele år.

Samtidig ønsker regeringen at sætte ydelsen op til cirka 15.000 kroner om måneden.

Hvornår det eventuelt kan komme til at ske, og hvilke årgange, der eventuelt vil være omfattet, er endnu uvist, og vi ved ikke, om Regeringen har skrinlagt ideen.

Faglige Seniorers nyhedsbrev vil følge den politiske behandling og skrive, når der er nyt om Tidlig Pension (Arne-pension) og serniorpension.

Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet gratis på www.fagligsenior.dk/nyhedsbrev

Først publiceret: mandag 21. november 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 26. februar 2024 kl. 09:52

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.