Hvilken vaccine er sikrest mod corona?
Vaccinationssteder tilbyder forskellige vacciner mod covid-19, men i dag er forskellene i effekter og bivirkninger små, siger ekspert i virus og immunforsvar
Senest opdateret: tirsdag 24. september 2024
Sundhedsstyrelsens vaccinationsprogram tilbyder i år vaccine fra medicinalfirmaet Pfizer mod corona.
Men borgere kan på andre vaccinationssteder også støde på en anden vaccine fra medicinalfirmaet Moderna.
Hvis seniorer har mest lyst til den ene eller anden vaccine, så er det derfor vigtigt, at de spørger på forhånd, hvad vaccinationsstedet bruger.
De får det ikke nødvendigvis automatisk oplyst.
For eksempel tilbyder Danske Lægers Vaccinations Service Moderna til de personer, der deltager i et forskningsprojekt om højdosis influenzavaccine.
Det var professor Allan Randrup Thomsen ikke klar over, da Faglige Seniorers nyhedsbrev kontaktede ham.
Han har i mange år forsket i virus og immunforsvar på Københavns Universitet.
Hip som hap
Men Allan Randrup Thomsen tager det roligt, at der er forskellige vacciner i spil. Også selv om det endnu ikke er helt afklaret, hvad der kan være af bivirkninger ved dem.
”Der er små forskelle på vaccinerne. Med vores nuværende viden vil jeg sige, det kan være hip som hap,” vurderer Allan Randrup Thomsen.
Han har selv valgt at tage den corona-vaccine, der gives samme sted, hvor han skal vaccineres mod influenza. Han gider ikke rende to steder hen.
Læs også: Alvorlige bivirkninger efter covid-19- vacciner er sjældne
Vacciner mod covid-19
Der er godkendt to vacciner mod covid-19: Pfizer og Moderna.
Begge vacciner anses som ligeværdige, sikre og yderst effektive.
Næsten alle patienter med Covid-19 udvikler neutraliserende antistoffer, som er rettet mod et S-protein (Spike-protein), som findes på overfladen af virusset. Disse antistoffer beskytter patienten mod infektion.
Næsten alle covid-19-vacciner bruger derfor dette S-protein som antigen til at danne beskyttende antistoffer.
Covid-19-vaccine fra Pfizer, bygger på mRNA-teknologi ligesom covid-19 vacciner fra Moderna.
Du kan derfor trygt modtage en vaccine fra Pfizer, selvom du tidligere har modtaget vaccine fra Moderna og vice versa.
Kilde: Min medicin og Region Hovedstaden.
.
Først publiceret: tirsdag 24. september 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 24. september 2024 kl. 22:14