Alkohol er kræftfremkaldende, og risikoen for kræft stiger med mængden af alkohol, der indtages.

Vidste du det om alkohol?

Hvert år får mindst 1.100 danskere kræft som følge af alkohol. Alligevel viser en rapport fra Kræftens Bekæmpelse, at kun 21 pct. af danskerne er klar over, at alkohol øger risikoen for kræft.

Senest opdateret: mandag 23. januar 2023

Vidste du, at alkohol øger risikoen for kræft?

Det er ny viden for mange, viser rapporten ’Danskernes alkoholvaner 2020’ fra Kræftens Bekæmpelse.

Mindre er bedre

Risikoen for kræft stiger med mængden af alkohol, som man indtager. Allerede ved et alkoholforbrug på omkring 1 genstand om dagen er der dokumenteret en øget risiko for kræft.

Alligevel tror mange, at alkoholrelateret kræft er noget, der kun rammer folk, der drikker meget store mængder alkohol.

Hvis man holder sig inden for Sundhedsstyrelsens anbefalinger på max 10 genstande om ugen og max 4 om dagen, har man en lav risiko for at blive syg, herunder at få kræft, på grund af alkohol.

Men ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen, er der mere end 700.000 danskere, der drikker mere end anbefalingerne.

Sammenhæng mellem alkohol og brystkræft

Alkohol øger risikoen for kræft i mundhule, svælg, strube, spiserør, lever, bryst samt tyk- og endetarm.

Et studie har beregnet, at over 7 pct. af brystkræfttilfældene i Danmark kan tilskrives alkohol.

Det svarer til, at ca. 370 danske kvinder hvert år får brystkræft som følge af alkohol.

Kilde: cancer.dk

Først publiceret: fredag 20. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.