De fleste seniorer har et afslappet forhold til alkohol og kan nyde eksempelvis en enkelt øl med naboen.

Se det her: Så tit napper seniorerne en bajer

Over halvdelen af alle seniorer drikker flere gange om ugen. Men kun en eller to genstande, viser undersøgelse. Et fåtal ser ud til at have et decideret alkoholproblem, fremgår det.

Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022

Langt de fleste seniorer i Danmark har et mådeholdent forbrug, når det gælder alkohol.

For selv om lidt over halvdelen af alle seniorer siger skål flere gange om ugen, drikker langt de fleste kun en eller to genstande hver gang.

Det viser en spritny undersøgelse, som Faglige Seniorer har foretaget blandt næsten 7.500 medlemmer.

”Seniorerne har generelt et sundt forhold til alkohol, hvor de for eksempel napper en bajer over hækken med naboen eller nyder et enkelt glas vin til maden,” siger direktør Palle Smed i Faglige Seniorer, der med 260.000 medlemmer er Danmarks næststørste ældreorganisation. Faglige Seniorer tæller flere end 600 seniorklubber og foreninger.

Mange drikker færre end 5 genstande

I undersøgelsen svarer 72 procent af seniorerne, at de almindeligvis drikker 1-2 genstande, når der er anledning til at sige skål, mens 21 procent svarer, at de drikker 3-4 genstande.

I undersøgelsen fremgår også, at næsten 38 procent aldrig drikker 5 eller flere genstande ved samme lejlighed – mens det kun sker sjældent for knap 45 procent.

10 måder at sænke dit alkohol-forbrug

  1. Drik af små glas fremfor store
  2. Tag mindre slurke
  3. Sæt dit glas fra dig, når du ikke drikker
  4. Sæt glasset eller flasken væk, så det bliver mere besværligt at fylde glasset op igen
  5. Spis sideløbende med, at du drikker
  6. Veksl i mellem alkohol og læskedrikke
  7. Drik vand eller en læskedrik og spis godt, inden du begynder at drikke alkohol
  8. Lav alkoholfrie drinks
  9. Hold glasset i den hånd, der falder dig mindst naturligt
  10. Sid ned når du drikker. Folk drikker mere, når de står op. Specielt på cafeer og barer.

Det forbrug blandt seniorerne sætter heller ikke alarmklokkerne i gang hos organisationen Alkohol & Samfund.

”Det er først når forbruget løber løbsk og bevæger sig over 10 genstande om ugen, der er grund til panderynker. Det er heldigvis kun tilfældet hos en lille del af seniorerne. Her er der til gengæld behov for at ringe med alarmklokkerne. Seneste landsdækkende undersøgelse af danskernes alkoholforbrug viste også, at ældre modsat resten af befolkningen, generelt har øget deres forbrug af alkohol,” siger Bjarne Stenger Elholm, souschef i Alkohol & Samfund og Leder af Alkolinjen.

Få drikker meget

Undersøgelsen viser, at der er et stort alkoholforbrug hos visse seniorer – men at de meget drikkende udgør en lille del af de ældre.

Ifølge undersøgelsen drikker 2 procent af seniorerne dagligt. Undersøgelsen viser også, at 6 procent indtager over 5 genstande – og for nogle ældre over 10 genstande – hver gang der drikkes alkohol.

Samtidig svarer 8 procent, at de gerne vil sænke deres alkoholforbrug. Lidt færre oplyser, at de har haft eller er i tvivl om de har haft et alkoholproblem.

“Der er intet i vores undersøgelse, der tyder på, at de ældres drikkeri er ved at stikke helt af. De fleste opfører sig ganske fornuftigt, men hvis man igennem hele livet har haft et problem med alkohol, så forsvinder det ikke, blot fordi man er kommet op i årene. Naturligvis er der livskriser, hvor antallet af genstande tager fart, men undersøgelsen dokumenterer, at langt, langt de fleste ældre klarer sig rigtig fint uden alt for mange løftede pegefingre”, siger Palle Smed.

“Det er samtidig mit indtryk, at det er meget mere almindeligt at tage sig en vand eller en alkoholfri øl, når seniorerne samles. Og det er klart, at vi som organisation har et stort ansvar for, at der er plads til det i vores mange fællesskaber.”

Pårørende klar med hjælp

Hvis nogen i ens omgangskreds drikker for meget, oplyser 42 procent af de ældre, at de altid vil gøre opmærksom på det – og hjælpe vedkommende, hvis de synes, at alkoholforbruget er problematisk.

”Det viser, at vores medlemmer kerer sig om deres nærmeste, hvis man oplever, at der problemer med alkohol. Og de tør gerne tale om det. Det er positivt,” siger Palle Smed.

Hos Alkohol & Samfund er et af fokusområderne seniorer, der har for stort alkoholforbrug.

”Vi oplever et stigende antal ældre, der kontakter Alkolinjen. Det gælder både pårørende og seniorer, der har brug for at tale om problemer med alkohol,” siger Bjarne Stenger Elholm.

Nye anbefalinger

Sundhedsstyrelsen udkom i foråret med nye anbefalinger for genstandsgrænser.

10-4 kaldes anbefalingerne og betyder, at man højst bør drikke 10 genstande om ugen og maksimalt 4 på samme dag.

Få information

Hvis man ønsker at sænke sit alkoholforbrug, er der gode råd at hente hos Alkohol & Samfund – KLIK HER

Hvis man har smartphone, kan man downloade App’en AlkoLog og holde øje med forbruget og få viden, tips og tricks, samt gode ideer til alkoholfrie drikke (såkaldte mocktails).

Hent app til Iphone HER

Hent app til andrid HER

Man kan også tage en Alkoholtest, hvor ens alkoholvaner gennemgås. Det er der 100.000, der gør om året. Se mere her: Drikker du for meget?

Fakta om undersøgelsen

Faglige Seniorer har spurgt til medlemmernes alkoholvaner. 7.423 medlemmer svarede på undersøgelsen.

• Lidt flere kvinder end mænd har svaret: 58% kvinder og 42% mænd.

• Svarene kommer fra et bredt udsnit af aldersgruppen,  der er medlemmer i Faglige Seniorer. 20% er under 65 år

• 15% er i arbejde, mens 85 % er pensioneret

• Undersøgelsen peger på at et flertal af medlemmerne – cirka 92 procent - drikker alkohol, mens knap 8% ikke drikker alkohol

• 25% drikker alkohol mere end 4 dage om ugen

• Når man drikker – drikker de fleste 72% 1-2 genstande, mens 28% drikker 3-4 genstande eller mere ved hver drikkeepisode

• 18% beskriver at de kommer over 5 genstande ved samme lejlighed

Først publiceret: onsdag 17. august 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:46

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.