For kunderne i en række banker tager det en del tid at få fat i rentegevinsten.

Renter på vej op: Kunderne må spejde længe efter gevinst

"Det sætter sindene i kog," siger cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, om at bankkunderne må vente i flere måneder på udbyttet fra de stigende renter.

Senest opdateret: onsdag 1. marts 2023

Det er flere måneder siden, at Nationalbanken valgte at hæve renten. En handling som bankerne i Danmark fik gavn af lige med det samme.

Anderledes står det til for indlånskunderne, viser en gennemgang.

Lang ventetid på rentegevinsten

I oktober 2022 hævede Nationalbanken renten med 0,6 procentpoint.

Og i december skete det igen med 0,5 procentpoint, skriver Berlingske.

Men rentegevinsten landede først længe efter hos kunderne i flere større banker.

Føler sig provokeret

Jyske Bank valgte for eksempel først at hæve renten på indlån 24. februar – mere end tre måneder efter stigningen fra Nationalbanken.

At indlånskunderne skal vente på at høste rentegevinsten, kommer ikke bag på Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

“Men det er helt klart noget, som er svært at forstå hos kunderne, og de føler sig nok provokeret. Der er mange ældre, der har store summer i kontanter. Og det er irriterende for dem at se langsomligheden fra bankernes side. Så det sætter sindene i kog, siger Morten Bruun Pedersen og fortsætter:

“Læg dertil, at vi lige nu ser en række kanonregnskaber for bankerne. Bankerne har været ude at sige, at de gerne vil hjælpe kunderne i denne krisetid, og det kan man ikke se, at de gør.”

Ikke godt nok

Ifølge Morten Bruun Pedersen er bankernes motiv at få mest ud af pengene “ligesom alle andre virksomheder.”

Og bankerne er ikke er forpligtet til at følge Nationalbankens ændringer.

Hvis det skal ændres, kræver det politisk handling, lyder det fra cheføkonomen.

“Konkurrencen på det her punkt er slet ikke skarp. Og det er ikke godt nok, at bankerne ikke gør mere for at være fair overfor kunderne,” siger Morten Bruun Pedersen og påpeger, at kunderne kan være med til at skubbe til bankerne.

“Hvis kunderne ønsker, at der er fair priser, der afspejler virkeligheden, så skal de også være klar til et bankskifte.”

Dette kan du selv gøre

Cheføkonomen anbefaler, at man overvejer to muligheder, hvis man er utilfreds med rentegevinsten fra sin bank:

  • Prøv at se dig om efter en anden bank end din nuværende. Dette kan du gøre ved at indhente tilbud fra andre banker, og samling hvad du får lige nu hos din nuværende bank.
  • Prøv at binde nogle af dine penge i banken på opsigelse i kort tid, for eksempel i et halvt eller helt år. På den måde kan man ofte opnå en højere rente.

Her kan du se, hvornår og hvordan flere banker hæver renten:

  • Arbejdernes Landsbank hævede renten på både indlån og udlån 6. februar.
  • Danske Bank hævede 1. februar indlånsrenten, mens udlånsrenten blev hævet 20. februar.
  • Jyske Bank hævede renten på indlån 24. februar.
  • Lån & Spar hæver renten 1. marts.
  • Spar Nord hævede indlånsrenten i 9. november. Og det skete igen 9. januar efter  Nationalbankens renteforhøjelsen i december.

Først publiceret: tirsdag 28. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret onsdag 1. marts 2023 kl. 06:05

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.