Gode råd når flere generationer tager på ferie
Forventningsafstemning er alfa og omega, hvis du planlægger at være vært for den helt store familieferie.
Senest opdateret: mandag 1. maj 2023
Du ser det for dig: Børn, svigerbørn og børnebørn samlet ved et langbord i sommerhuset eller i flok på stranden under sydens sol.
Forestillingen om den store familieferie med dig som vært kan være ganske idyllisk.
Men virkeligheden risikerer at skuffe fælt, hvis ikke du får en række ting på plads, inden billetterne bookes.
“Det er vigtigt at få afklaret, hvad det er for en ferie, familien skal på. Der må ikke være et skjult håb fra din side om et eller andet, som de andre ikke kan regne ud, hvad er,” siger Anette Krogh, der er familieterapeut og direktør for terapeutuddannelsen Gestaltinstituttet.
I forbindelse med invitationen bør du derfor sætte dig sammen med familien til en snak, hvor alle deler deres tanker om den forestående ferie, og hvordan den kan forløbe på bedst mulig vis.
Lav klare aftaler
Her er det vigtigt at blive meget konkret og lave klare aftaler. For eksempel når det gælder, hvem der betaler for hvad.
“Spørgsmål om penge rummer meget potentiale for konflikt og frustration,” siger Søren Marcussen, der er psykoterapeut og afdelingsleder hos ngo’en Center for Familieudvikling, der arbejder for at styrke trivslen i danske familier.
Ud over udgifterne til rejsen og overnatningssted anbefaler han, at familien også aftaler nogle økonomiske rammer for indkøb, restaurantbesøg og aktiviteter.
“Det handler om at undgå situationer, hvor I er ude at spise, og der opstår tvivl om, hvem der betaler,” siger Søren Marcussen.
Hvis du som bedsteforælder betaler en stor del af kagen, giver det dig dog ikke ret til at bestemme alt, mener begge eksperter.
For eksempel skal du holde dig i skindet med at irettesætte børnebørnene, medmindre du har aftalt med deres forældre, at du godt må, siger Anette Krogh.
Konflikter kan opstå
Samtidig husker hun på, at alle familier er forskellige, og at det derfor også er forskelligt, hvor grænserne går, og hvor meget der skal til, før en konflikt bryder ud.
Konflikter er dog umulige helt at undgå, når alle generationer er tæt sammen i flere dage. Men du kan mindske dem.
Blandt andet kan det hjælpe ikke at være sammen alle sammen hele tiden, siger Søren Marcussen.
“Der vil givetvis være forskellige behov og ønsker. Så i stedet for at tænke, at nu skal vi gøre alting sammen, er det helt legitimt at gøre nogle ting hver for sig.”
Men der vil også være tidspunkter for både voksne og børn, hvor man ikke kan få sin vilje.
“Når man er så mange mennesker sammen, kommer alle på et tidspunkt til at opgive noget, som de har lyst til, for at tilgodese fællesskabet,” siger Anette Krogh.
Tager du på familieferie?
Hvad er dine råd?
Tager du på familieferie med børn og børnebørn? Og hvad er dine tip til andre?
Del dine gode råd på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: mandag 6. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 1. maj 2023 kl. 14:04