Din økonomi i april: Gem overskydende skat som en buffer
I foråret kommer der typisk ekstra udgifter som konfirmation, festival, oplevelser og rejser. Derfor anbefaler økonomer, at du sætter flere penge til side.
Senest opdateret: fredag 24. marts 2023
For de fleste er april en måned, hvor der kommer ekstra penge ind på NemKontoen.
Faktisk plejer tre ud af fire danskere at få penge tilbage, fordi de har betalt for meget i skat. En ud af fire får en opkrævning eller går i nul.
“De første udbetalinger kommer fredag 14. april,” siger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
Afhængigt af hvor mange penge man får tilbage, anbefaler han, at man overvejer, om pengene skal bruges til at betale noget gæld af for at spare renteudgifter.
“Man kan selvfølgelig også sætte pengene til side som en buffer til den kommende tid,” siger han.
Vent med at bruge pengene
Anbefalingen fra forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby er også at vente med at bruge pengene, så man har en økonomisk stødpude.
Hun peger på, at de mange måneder med høj inflation har spist af rådighedsbeløb og opsparing i de danske husstande.
Derfor kan eventuel overskydende skat være en tiltrængt ekstra økonomisk sikkerhed til kommende dyrere tider.
Boligejere skal være opmærksomme
En af de stigende udgifter er den markant højere rente. Boligejere med et rentetilpasningslån – altså et realkreditlån med variabel rente – skal være opmærksomme i den kommende tid.
Nogle boligejere skal nemlig have ny rente, forklarer Brian Friis Helmer.
Og inden udgangen af april skal de tage stilling til, om de vil fortsætte med det samme lån eller ændre for eksempel længden på rentebindingen.
“Har man endnu ikke fået rentetilpasset sit realkreditlån, er man kun blevet ramt af inflation på for eksempel dagligvarer og energi. Og nu vil man så få et ekstra gok i nødden,” siger han.
Ro på renten
Der er mulighed for at gå fra variabel rente til fast rente, hvis man foretrækker at have lidt mere ro på renten i et stykke tid. Hvad man skal vælge, afhænger af ens temperament og præferencer.
“Men uanset valget står boligejere med et rentetilpasningslån til at skulle betale en højere rente, end de har været vant til,” siger Brian Friis Helmer og tilføjer:
“Og det samme gør sig gældende, hvis man omlægger til en fast rente.”
Holder budgettet?
Man bør derfor også se sin økonomi igennem en ekstra gang for at sikre sig, at budgettet stadig holder.
Det kan være, at der skal overføres flere penge til budgetkontoen, eller at der skal skrues ned på udgifter andre steder for at frigøre penge.
“Man kan også bruge anledning til at se på, om økonomien stadig hænger sammen, hvis en i husstanden skulle blive arbejdsløs,” siger han.
Gør forårsrent i din økonomi
Ligesom man gør forårsrent i hjemmet, anbefaler forbrugerøkonom Ida Marie Moesby, at man også giver sin økonomi en forårsrengøring.
Hun foreslår, at man gennemgår sine abonnementer og opsiger de overflødige for at frigøre penge, som så kan bruges på ekstra udgifter i løbet af foråret.
“Der kommer måske både konfirmationer, bryllupper, fødselsdage og ferier,” siger hun og tilføjer:
“Og det er bare en god idé at tænke allerede nu på at sætte penge til side. Det gælder især, hvis man i den seneste tid har oplevet, at økonomien har været lidt stram.”
Når vejret bliver bedre, og huen kommer af, kan det også være, at man skal bruge penge på en frisør. Eller at man skal købe et par nye sko.
Først publiceret: fredag 24. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret fredag 24. marts 2023 kl. 12:51