På udkig efter en brugt mobil? Undgå at købe katten i sækken
Det bugner med mobiltelefoner på det brugte marked, og det kan være svært at navigere i annoncerne. Med disse råd minimerer du risikoen for bedrag.
Senest opdateret: tirsdag 16. maj 2023
Du er langtfra alene, hvis du foretrækker at købe dine mobiltelefoner brugt for at spare nogle penge.
Faktisk var ordet “iPhone” det andet mest søgte ord på Den Blå Avis, DBA, i 2022.
Brugtmarkedet for telefoner kan dog være en jungle at navigere igennem, og det kan være svært at gennemskue, om en annonce i virkeligheden er bedrag.
“Jeg vil anbefale, at man kigger på, om sælgeren er NemID-valideret, og så vil jeg også råde til, at man altid overfører pengene gennem Mobile Pay,” siger Julie Schoen, der er DBA’s talsperson.
Brug sund fornuft og kvittering
Hun påpeger også, at det kan være en god idé at tjekke, hvornår sælgerens bruger er oprettet. Det er positivt, hvis den er oprettet for lang tid siden, mens det ikke er lige så godt, hvis det er en helt ny bruger.
Gør en god handel når du køber brugt mobil
* Omkring september lancerer tech-giganterne ofte nye modeller af mobiltelefoner. Det presser som regel prisen nedad, da der kommer flere brugte mobiltelefoner til salg.
* Hvis en sælger står fast på prisen, kan man forsøge at få andre ting med i handlen. Det kunne for eksempel være hovedtelefoner, et cover eller en ekstra ledning til opladeren.
* Husk at få den originale kasse med til mobiltelefonen. Det øger prisen, hvis du en dag skal sælge telefonen videre.
Kilde: Julie Schoen, talsperson for Den Blå Avis.
“Man skal selvfølgelig bruge sin sunde fornuft, men hvis man kan sætte flueben ud fra de her tre råd, så er man rimelig sikker,” lyder vurderingen fra Julie Schoen.
Det er også altid godt at få en kvittering på det oprindelige køb med, når man investerer i en brugt telefon. Det kan bidrage til, at man føler sig mere tryg i handlen.
“Hvis man er i tvivl, kan det også være rart lige at ringe op til sælgeren, så man kan høre, hvad det er for en person, der har annoncen,” fortæller Julie Schoen.
Stopper brugeren
Skulle uheldet alligevel være ude, og man er blevet taget ved næsen, vil Julie Schoen opfordre til, at man kontakter DBA’s kundeservice.
“Så sætter vi en stopper for brugeren, man kan få brugbar information til politiet, og kundeservice ved, hvad man skal gøre derfra,” siger hun.
Nyt digitalt register
Ved nogle annoncer kan man måske også være nervøs for, om mobiltelefonen i virkeligheden er stjålet.
Men inden længe kan man slippe for den tvivl.
Et nyt digitalt register over stjålne genstande er nemlig i støbeskeen. Det har blandt andet Bo Trygt, der er en indsats skabt af Trygfonden og Realdania i samarbejde med videnscenteret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd (DKR.), arbejdet på.
“Noget af det, som vi håber at kunne med registeret, er at gøre det muligt for folk at tjekke om for eksempel en mobiltelefon, der er sat til salg, er stjålet,” siger analytiker ved DKR Jonas Mannov.
Kan slå serienummer op
Tanken med registeret er, at man ved hjælp af for eksempel serienummeret på en mobiltelefon kan slå den op i registeret og se, om den er meldt stjålet.
“Vi ved fra undersøgelser, at danskerne virkelig ikke er interesserede i at købe stjålne ting. Men vi ved også, at rigtig mange danskere kan have svært ved at vurdere, om en ting, der for eksempel er sat til salg på internettet, er stjålet,” lyder det fra Jonas Mannov.
Køber du din mobiltelefon brugt?
Først publiceret: onsdag 12. april 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 16. maj 2023 kl. 14:51