Roberta er en såkaldt chatbot, der giver dig lynhurtige svar på spørgsmål om alt fra pension, satser og andet i seniorlivet.

Nyt hos Faglige Seniorer: Robot svarer på spørgsmål om pension og seniorlivet

Faglige Seniorers nye chatbot Roberta giver svar på spørgsmål om pension, regler, satser og meget andet om seniorlivet. Teknologien bygger på viden og indhold fra den populære Seniorhåndbogen.

Senest opdateret: tirsdag 16. maj 2023

Faglige Seniorer tager nu den nyeste teknologi i brug for at hjælpe seniorer, der har spørgsmål om for eksempel pension, satser, tillæg og andet i seniorlivet.

Svarene får seniorerne fra chatbotten Roberta, der bygger på viden og indhold fra den populære Seniorhåndbogen. Men nu behøver seniorerne ikke at bladre i håndbogen eller søge på nettet. Roberta giver svar her og nu.

Spørgsmål til Roberta

En samtale med Roberta kan for eksempel foregå på denne måde:

Hej, jeg hedder Roberta. Jeg er en chatbot her hos Seniorhåndbogen. Stil mig bare et spørgsmål, så vil jeg prøve at besvare det.

Hvor meget kan jeg få i folkepension?

Hej. Folkepensionen består af grundbeløb og pensionstillæg. Begge dele er skattepligtige. En enlig folkepensionist, som kun har folkepensionen, får cirka 14.439 kroner (2023) i grundbeløb og pensionstillæg. Et almindeligt gift eller samlevende par på folkepension, som kun har folkepensionen, får hver cirka 10.657 kroner (2023) i grundbeløb og pensionstillæg. Du kan læse mere om folkepensionens grundbeløb og beregne, hvor meget du kan få her.

og læse mere om pensionstillæg her og beregne, hvor meget du kan få her.

Du kan stille dit spørgsmål til Roberta HER

 

”Jo mere du ved, jo stærkere er du i dit seniorliv. Derfor bruger vi nu den nyeste teknologi til at give svar døgnet rundt. Det er nemlig et mål for os at gøre viden endnu mere tilgængelig for seniorerne,” siger Susanne Fasting, digital konsulent hos Faglige Seniorer.

Det er første gang i Danmark, at en chatbot kan give svar på spørgsmål indenfor et specifikt område.

 

Kunstig intelligens

Det er teknologien bag ”kunstig intelligens” – kendt fra fænomenet chatGPT – som Danmarks næststørste ældreorganisation nu stiller til rådighed for organisationens 260.000 medlemmer og andre, der har spørgsmål om seniorlivet.

Det fungerer på den måde, at data fra hundredvis af sider, der findes i Seniorhåndbogen og på hjemmesiden seniorhaandbogen.dk, populært sagt er puttet ned i en stor kasse, som chatbotten Roberta benytter til at svare på spørgsmål og henvendelser.

Den er trænet til at være ekspert i alt, hvad der vedrører Seniorhåndbogens indhold og fokuserer udelukkende på dette.

”Den kan altså derfor ikke svare på, hvor længe kartofler skal koge – men fortælle dig, hvornår du kan forvente at gå på pension ud fra din alder,” forklarer Susanne Fasting.

 

Lynhurtigt svar

Roberta kan for eksempel svare på, hvor meget man kan få i folkepension, hvornår man kan gå på seniorpension, hvad man kan få i varmetillæg og hvad man kan få i tilskud til hjælpemidler.

Chatbot

* En chatbot er en type A.I. - Kunstig intelligens, der er designet til at simulere samtaler med menneskelige brugere, især over internettet.

* Chatbots er programmeret til at forstå naturligt sprog og tolke brugernes beskeder for at give hjælpsomme svar.

* De giver virksomheder mulighed for at automatisere kundeserviceprocesser, øge engagementet og reducere svartiden.

* Som chatbots fortsætter med at forbedre sig, er det sandsynligt, at de vil blive mere almindelige og endnu mere sofistikerede, og tilbyde brugerne en endnu mere problemfri samtaleoplevelse.

Kilde: Wikepedia

Chatbotten søger lynhurtigt et svar og giver samtidig et link, så man kan læse mere om emnet.

”Det vil dog fortsat være muligt at kontakte vores socialrådgiver og vores andre eksperter, hvis man som senior har spørgsmål, som er mere specifikke og som Roberta ikke kan give et præcist svar på,” understreger Susanne Fasting.

Får mere og mere viden

Roberta vil løbende få tilført viden og information, så den hele tiden er opdateret.

”Vi vil hele tiden udvikle chatbotten, så den bliver bedre og bedre uge for uge. Vi kommer til at hjælpe Roberta med at blive mere og mere vidende og blandt at fodre hende med de svar, som hun i første omgang ikke finder,” siger Susanne Fasting.

Spørgsmål kan stilles til Roberta døgnet rundt alle årets dage og er gratis at bruge.

Tilfreds med løsning

Det er firmaet KarlaChat, der har været med til at udvikle chat-løsningen hos Faglige Seniorer.

KarlaChat tilbyder virksomheder en intelligent chat-løsning, som er baseret på deres eget data.

”Vi bruger de nyeste teknologier indenfor området, hvor vi kobler det op på den information, som skal danne grundlag for de svar chat-løsningen anvender. Vi kalder det for en “virtuel vejleder”,” fortæller Magnus Smed fra KarlaChat.

”Samarbejdet med Seniorhåndbogen har været eksemplarisk, og vi er meget tilfredse med den løsning vi i fællesskab er endt ud med. Vi håber og tror på at deres nye virtuelle vejleder Roberta, kan være med til at hjælpe tusindvis af seniorer og andre med de spørgsmål, de måtte have om seniorlivet,” siger han.

Stil spørgsmål til Roberta

Du kan stille Faglige Seniorers chatbot Roberta spørgsmål til om pension, efterløn, tillæg og tilskud, arv og testamente og en masse andet.

Du er velkommen til at skrive til Faglige Seniorer, hvis du mener, at Roberta giver forkerte svar eller ikke kan svare på dit spørgsmål. Skriv til info@fagligsenior.dk

Hvad mener du?

Er det en god eller dårlig ide, at en chatbot hos Faglige Seniorer nu kan give svar på spørgsmål om pension, satser, tillæg og andet, der vedrører seniorlivet?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: tirsdag 18. april 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 16. maj 2023 kl. 14:49

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.