Oprydningsekspert Marianne Gammelgard ejer kun 33 stykker tøj, efter at hun stødte på udfordringen "Project 333", som handler om, at man skal leve i tre måneder med kun 33 stykker tøj - inklusive accesories, smykker og sko. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Flå de bristede drømme af bøjlerne og få orden i garderoben

Garderoben er det mest personlige rum i hjemmet, og det kan være svært skille sig af med sit tøj. Oprydningsekspert gør det nemmere.

Senest opdateret: tirsdag 13. juni 2023

Selv om garderoben bugner af tøj, er det ofte det samme, vi tager på igen og igen. For de mange stykker stof får os til at miste overblikket og fare vild i klædeskabet.

Og så ender det med, at vi ifører os den samme nederdel eller den samme skjorte, som vi allerede har haft på til otte fødselsdage og tre julefrokoster.

Men det er der ifølge organiseringsekspert Marianne Gammelgaard en god grund til.

“Vi kan godt lide tanken om at have en masse tøj at vælge imellem, men vi vælger det samme hele tiden, fordi vi ikke kan overskue de mange valg,” fortæller Marianne Gammelgaard.

Derfor rådgiver hun i sin bog “Ryd op” til, hvordan man kan få en mere organiseret garderobe, så man lettere kan overskue, det tøj man har.

“Det hele skal ud af garderoben, så man kan se det. Og så skal det sorteres.”

Måske-bunken

“Men mens man sorterer, er det vigtigt at have en måske-bunke, så man ikke går i stå i processen,” lyder det fra Marianne Gammelgaard.

Og når man står tilbage med tøjbunker i forskellige kategorier, er det ifølge hende tid til at tage et kig på måske-bunken og stille sig selv spørgsmålene:

“Har jeg brugt den inden for det seneste år?”

“Kommer jeg til at bruge den inden for det næste år?”

“Beholder jeg den, fordi den har været dyr?”

“Beholder jeg den, fordi jeg har fået den i gave?”

Særlig strategi

Hvis man stadig er i tvivl, om man skal beholde tøjdelene fra måske-bunken eller ej, så benytter Marianne Gammelgaard en særlig strategi.

“Det tøj, man er i tvivl om, kan man putte i en kasse og forsegle den, så det er lidt svært at få fat i. Og så skal man stille kassen væk og sætte en tidsbegrænsning på.”

“Eksempelvis tre til seks måneder. På den måde bliver det nemmere at give det tøj væk, som man ikke har været ude at hente i kassen i løbet af perioden,” fortæller Marianne Gammelgaard.

Bristede drømme

Strategien bruger hun, fordi det ikke altid er nemt at skille sig af med sit tøj, da garderoben ifølge hende er det mest personlige rum i hjemmet.

“Garderoben kan være fyldt med bristede drømme, fordi vi køber meget tøj efter, hvem vi godt kunne tænke os at være en dag.”

“En der er slankere, en der er større eller en, der har en anden stil. Derfor er der lidt flere følelser i garderoben, end der er, når vi skal skille os af med ting i nogle af de andre rum i huset,” fortæller hun.

Organiseret garderobe

Hun er dog ikke i tvivl om, at en organiseret garderobe vil gøre hverdagen mere overskuelig.

“Folk, der eksempelvis elsker sko og tøj, kan også godt lide at have det fint organiseret.”

“For så er det nemmere at bruge det og også at blive inspireret af det,” siger Marianne Gammelgaard.

Ti ting du kan fjerne fra din garderobe

Oprydningsekspert Marianne Gammelgaard har lavet en liste over ting, som man kan starte med at fjerne fra sin garderobe:

* Tøj, der er i stykker.

* Tøj, du ikke kan passe.

* Tøj, der ikke hører til denne sæson.

* Tøj, du har lånt.

* Tøj med prisskilt på.

* Tøj, der giver dig skyldfølelse.

* Fejlkøb.

* Sko, du ikke kan gå i.

* Strømper uden makker.

* Din dåbs-, konfirmations- eller brudekjole.

Kilde: Bogen "Ryd op" af Marianne Gammelgaard.

Først publiceret: torsdag 8. juni 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 13. juni 2023 kl. 07:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.