Politi-foto af efterlyst for telefonsvindel: Hallo, det er fra Danske Bank
Politiet offentliggør foto af ung formodet gerningsmand, der mistænkes for at have svindlet ældre ved at udgive sig for at være fra Danske Bank. Der er hævet op mod 50.000 kroner fra de ældres konti.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
I forbindelse med tre tilfælde af bedrageri mod ældre mennesker i Odense, efterlyser Fyns Politi formodet gerningsmand. Politiet har offentliggjort et foto af den unge mand, der mistænkes for at stå bag bedragerierne.
I alle tre tilfælde er forurettede blevet ringet op af en gerningsmand, der udgiver sig for at være fra Danske Bank.
Manden oplyser, at der er ved at ske hævninger i udlandet på borgernes konti.
Herefter tilbyder gerningsmanden at hjælpe, men det kræver, at der kommer en medarbejder fra banken forbi hjemmeadressen for at hente VISA-Dankort eller Mastercard samt pinkoder.
Hæver op mod 50.000 kroner
Kort efter telefonopkaldet møder en gerningsmand op, og det lykkes i alle tre tilfælde at få udleveret kort og pinkoder.
Herefter er der sket kontanthævninger fra hæveautomater på i alt for 40.000 kroner til 50.000 kroner.
De tre tilfælde fordeler sig med to tilfælde i Odense N og et i Odense SV.
Fyns Politi efterlyser manden på billedet. Hvis nogen kan genkende ham, bedes man kontakte Fyns Politi på 114.
Sådan kan du hjælpe
Du kan hjælp politiet med at pågribe den mistænkte ved at dele efterlysningen. Det kan du gøre på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: fredag 15. september 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:40