forbrugerne betaler prisen for, at bankerne tjener kassen. Pengeinstitutterne har hævet deres udlånsrente, uden at indlånsrenter er fulgt med.

Bankerne tjener styrtende, men holder indlånsrenten i bund: Det kan du gøre

Bankerne får selv få 3,6 %, hvis de sætter penge i Nationalbanken. Fed fidus, når de nøjes med at give indlånere for eksempel 0,5 %. Se i hvilken bank du får den bedste rente - og hvordan du presser din egen bank.

Senest opdateret: mandag 12. august 2024

De største danske banker tjente samlet over 26 milliarder kroner i første halvår. Det er rekord for de sidste mange år.

Men alligevel holder mange pengeinstitutter igen med at hæve renten på indlån.

De bebuder heller ikke nedsættelser af deres gebyrer. De er steget meget de seneste år.

Mange steder forrentes lønkonto og andre konti stadig med ½ % eller 0 %.

Det er urimelig lidt, synes Lars Krull, der forsker i banker på Aalborg Universitet.

”Derfor vil jeg opfordre alle med lidt opsparing til at kigge efter, om de ikke kan få en højere indlånsrente andre steder. Men sig det først til din egen bank, at du pønser på at flytte dit indestående. Måske kan du så få en højere rente,” anviser Lars Krull.

Læs også: Styrket indtjening i bankerne

Derfor lav rente

Der findes én god forklaring på, at indlånsrenten mange steder ikke har bevæget sig meget over 0 %. I det danske samfund findes der så meget opsparing, at bankerne ikke har problemer med at skaffe penge til at låne ud.

”Derfor betaler de ikke mere end højest nødvendigt for indlån,” forklarer Lars Krull.

Men rundt omkring findes der nu pengeinstitutter, hvor det muligt at få over 3 % i indlånsrente. Endda uden binding eller ved få måneders binding.

”Det er der ingen risiko ved at benytte sig af, så længe man højest har 750.000 kroner i hvert pengeinstitut. Skulle banken gå fallit, er beløbet dækket af den danske indskydergarantiordning,” siger Lars Krull.

Læs også: Garantifonden

Manglende konkurrence

Forbrugerrådet Tænk mener, at forbrugerne betaler prisen for, at bankerne tjener kassen. Pengeinstitutterne har hævet deres udlånsrente, uden at indlånsrenter er fulgt med.

”Der er ikke nok konkurrence mellem bankerne,” mener direktør Mads Reinholdt fra Forbrugerrådet Tænk.

Erhvervsminister Morten Bødskov har bedt Finanstilsynet undersøge, om bankerne rådgiver kunderne godt nok.

Læs også: Minister vil sætte bankernes rådgivning under lup

Høj rente hos Nationalbanken

Bankerne kan i øjeblikket selv få 3,6 %, hvis de sætter penge i Nationalbanken. Det er en fed fidus, når de nøjes med at give indlånere for eksempel 0,5 %.

”Normalt kan bankerne ikke sætte ubegrænsede beløb i Nationalbanken. Men det har de kunnet siden invasionen i Ukraine,” fortæller Lars Krull.

I tiden med negativ rente fortalte bankerne ivrigt om, at de skulle betale for at sætte penge i Nationalbanken.

”Men de er mere tavse nu, hvor de tjener stort på den trafik,” siger Lars Krull.

Statsobligationer en mulighed

Skulle danskerne have mulighed for selv at sætte penge i Nationalbanken? Lars Krull tror, det er en dårlig idé. Nationalbanken kan lukke for indskud, og så falder renten.

”Men enhver kan jo købe de statsobligationer, som Nationalbanken udsteder.”

De giver i øjeblikket over 3 % i effektiv rente.

Tip andre seniorer

Du kan hjælpe andre seniorer med viden om, hvoerdan de kan hæve deres indlånsrente i banken ved at dele artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Konsekvenser?

Mange kan måske frygte, at deres bankrådgiver bliver sur, hvis de flytter hele eller dele af opsparingen. Men det skal ingen bekymre sig om, mener Lars Krull.

”Banken kan jo bare matche, hvad andre pengeinstitutter tilbyder. Det gør supermarkeder som Netto og Coop hver dag,” siger han.

Lars Krull tilføjer, at det heller ikke bør gå ud over prisen på andre bankydelser, selv om opsparing rykkes.

”Hvis nogle oplever det, så er der grund til at se, om man skal flytte alle sine bankforretninger,” råder Lars Krull.

Gi’ håndslag

Når kunder forhandler indlånsrente med deres bank, skal de være forretningsfolk. Somme tider er det fint at gå lidt på kompromis

”Hvis man forlanger 3 %, og pengeinstituttet tilbyder 2 1/2 %, så er det måske ok. Det kan jo være, at man har gratis dankort og andre gratis ydelser i ens bank,” nævner Lars Krull.

Få et udkast til et brev om renter

Hvordan beder man sin bank om at hæve renten på indlån?

Det hjælper Forbrugerrådet Tænk nu med. Du kan få tilsendt en færdig skabelon til et brev, som du ekspederer videre til din bank.

Brevet beder om en højere rente. Men hvis banken ikke kan imødekomme det, så anmoder brevet om bankens rådgivning til, hvordan man så får et større afkast af sin opsparing.

Pengeinstitutter er nemlig forpligtede til at vejlede kunderne. Bankrådgiveren skal rådgive dig om din økonomi ud fra, hvad der er i dine interesser.

Læs her: Sådan får du udkastet til et brev, du kan sende til banken om opnå større rente på indlån

Aktuelle tilbud på renter på opsparing

Et udpluk af, hvad banker tilbyder:

  • Suðuroyar Sparikassi på Færøerne giver 3,5 % ved binding i tre år.
  • Santander giver 3,3 %, hvis du indsætter mindst 25.000 kr. og binder dem i 12 måneder
  • Maj Bank giver 3,15 % frem til nytår uden binding ved indsættelse af mindst 50.000 kr. Renten falder til nytår til 2,4 %.
  • Facit Bank forrenter med 3,15 %, hvis indeståendet er over 100.000 kr., og pengene bindes i et år.
  • Kompas Bank har stort set det samme tilbud.
  • Hvis du kun vil binde i 6 måneder, så giver Santander 3,0 %. Kravet er igen mindst 25.000 kr.
  • Saxo Bank har ingen binding på opsparing, men renten stiger ved stadig større opsparing. Den topper med 3,05 %, hvis indeståendet er mindst 660.000 kr.
  • Jyske Bank giver 2,65 % uanset kontoens størrelse ved binding af pengene i knap et år
  • Bank Norwegian giver 2,45 % uanset størrelse på indskud og uden binding.
  • De fleste af de nævnte konti er uden omkostninger, men hvis pengene er bundet, kan det være dyrt at få dem ud før tiden.
  • Husk, at du kan sprede din opsparing på flere banker og måske flere konti i den samme bank. Du skal huske at have maksimalt 750.000 kroner i hver bank for at bankgarantien dækker.
  • Santander er i sommer kåret som ”bedst i test” for sine opsparingskonti i en undersøgelse fra Forbrugerrådet 

Tallene er fundet på bankernes hjemmesider og hos tjenesten Mybanker i midten af oktober 2023.

Først publiceret: tirsdag 17. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:35

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.