Det er ikke kun skovflåten, der er afbilledet, som man skal passe på ikke at få på sig. Det gælder nu også engflåten.

Sjælden flåt fundet på dansk hund

Engflåt kan være inficeret med en særlig parasit, som for hunde kan være livstruende, påpeger seniorforsker.

Senest opdateret: torsdag 19. oktober 2023

Det er ikke kun skovflåten, der kan gøre livet surt for naturglade danskere og ikke mindst deres firbenede venner.

En ny type flåt – engflåt – blev i september registreret hos det borgerdrevne forskningsprojekt flåtinfo.dk.

Flåten blev fundet på en hund, der angiveligt havde samlet den op i hovedstadsområdet.

Professor Karen Angeliki Krogfelt fra Roskilde Universitet står sammen med to andre forskere bag forskningsprojektet.

Det er sjældent, men ikke første gang, at vi ser engflåten herhjemme, forklarer hun.

“Sidst vi så den, var i 2017 hos en guldsjakal, der var vandret fra Tyskland til Danmark.”

“Vi ved, at der er engflåter sydpå i blandt andet Tyskland og Østrig, og at de kommer herop sydfra,” siger hun.

Her har engflåten sandsynligvis været

Det er ifølge professoren formentlig højere temperaturer, der er årsag til, at flåten breder sig mod nord.

“Vi ved, at når temperaturen og klimaet ændrer sig, så bevæger dyr sig mere nordpå, og nogle af dem bærer så flåten med,” siger professoren.

Hunden, der i september blev registreret med engflåt, har formentlig fået den på sig i Geel Skov ved Holte, i Vestskoven ved Albertslund eller i et boligkvarter i Glostrup.

Modsat skovflåten lever engflåten ikke kun i skove og høj, tæt bevoksning. Den lever også i det åbne terræn.

Den ser også anderledes ud end den traditionelle skovflåt, der har en sort-rødbrun krop. Engflåten er brun med lyse markeringer på tværs.

Ligesom skovflåt kan engflåt bære på en række bakterier og parasitter, der i sjældne tilfælde kan gøre både mennesker syge.

Flåten kan eksempelvis bære på en bakterie, der kan give infektioner i huden og medføre dødt væv og sorte sår på området, hvor man bliver bidt.

En meget alvorlig sygdom

I sjældne tilfælde angriber bakterien lymfesystemet og kan gøre mennesker alvorligt syge.

Men det er særligt vores hunde, vi skal være bekymrede for, når det gælder engflåten.

Det siger seniorforsker René Bødker, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet.

Nogle engflåter bærer nemlig rundt på blodparasitten babesia canis. Den kan forårsage alvorlig, malarialignende sygdom hos hunde, der ellers normalt ikke bliver syge af bid fra skovflåt.

“Det er en meget alvorlig sygdom for hunde, som er voldsomt behandlingskrævende og meget dyr.”

“Så hvis vi får engflåt til Danmark med parasitten, så vil det udgøre en risiko for vores hunde,” siger René Bødker.

Ifølge seniorforskeren er det bedste værn mod flåten og parasitten at behandle sin hund med en antiflåtmiddel, hvis hunden skal med på ferie sydpå.

Helt slippe for flåten – og dermed parasitten – kan vi formentlig ikke i det lange løb, erkender han.

“Den har været på vej nordpå i mange år, og der er ikke megen tvivl om, at den kommer til Danmark og vil etablere sig i et eller andet omfang. Men det er jo med at udsætte det, så længe vi kan,” siger han

Først publiceret: torsdag 19. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 19. oktober 2023 kl. 11:43

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.