På de smarte barer noterer Carsten Berthelsen sig, at øltypen hazy IPA er meget elsket. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Surt, sødt eller med svæv: Her er tidens øltendenser

Ølekspert Carsten Berthelsen kommer med sine bud på, hvad der rører sig i bryggeriverdenen netop nu.

Senest opdateret: tirsdag 21. november 2023

Fra tåget til sødt, surt og eftertænksomt. Øllet flyder i mange retninger for tiden, og derfor er der masser af spændende tendenser at udforske for dine smagsløg.

Det mener Carsten Berthelsen, der er foredragsholder og forfatter til ti bøger om den gærede drik.

På de smarte barer bemærker han især, at typen New England Style Hazy IPA er rasende populær.

“De er ret frugtige i smagen, og så er de tågede. Man siger, de er “hazy”. Det vil sige, at det er øl med svæv,” siger han og forklarer, at svæv betyder, at øllet er uklart.

De tågede IPA’er er også kendetegnede ved at være mostede i smagen.

“Vi har altså at gøre med en kraftig frugtsmag, som er meget stor og meget smuk,” lyder det fra Carsten Berthelsen.

Det er tunge øl

En anden tendens, han ser, er, at bryggerierne tilsætter mælkesukker og forskellige smagsstoffer som kaffe eller chokolade til stærke sorte øl. Sådanne øl kaldes for pastry stout.

“Det er ikke tørstslukkende. Det er tungt. Det er nærmest dessert, du får ind i munden,” siger Carsten Berthelsen.

Dernæst peger han på det, han kalder en “meget interessant nostalgisk bevægelse”, som fokuserer på de undergærede lagerøl.

“Især pilsneren er på vej frem – altså den rene klarede øl med den der sprøde fornemmelse, som der helst skal være i en pilsner.”

Belgiske øl vinder frem

Tager Carsten Berthelsen fremtidsbrillerne på, skuer han en fornyet popularitet til de klassiske belgiske øl.

“Det er fyldige kraftige øl, hvor nogle af dem er velegnede til mad. Især typen dubbel er meget velegnet til en dansk frokost, og en quadrupel passer godt til den kraftige julemad,” siger han og fortsætter:

“Jeg holder meget af de belgiske øl, og jeg kan godt se, at de måske vil vinde frem igen.”

I en ganske anden boldgade forventer øleksperten, at du i den nærmeste fremtid kommer til at støde på endnu flere sure øl på barernes drikkekort. De er kendetegnede ved at være pikante og syrlige i smagen.

“De passer godt til, at man sidder på et ølhus eller derhjemme og nyder en øl i den sene midnatstime. Så skal man måske lige have sådan en sour, som ikke nødvendigvis er passende til mad, men som er en ren meditationsøl,” funderer Carsten Berthelsen.

Øl skal nydes

På den måde ligestilles øl med vin, mener han. Det vil sige et godt glas, du hverken hælder ned eller drikker til et måltid, men som nydes i sig selv.

“Den der nydelseskultur sætter jeg meget stor pris på, og den vil jeg meget gerne højne. Det gælder ikke om at skylle en masse ned, men om at nyde det og fornemme den vidunderlige socialitet, der er i forbindelse med at nyde noget godt,” understreger han.

Carsten Berthelsens egen ultimative yndlingsøl er en belgier ved navn Rochefort nr. 10. Den betragter han som sin skæbneøl.

“Den kan det hele. Den er god til julemaden, den er god til midnatstimen, den er god til eftertanke,” siger Carsten Berthelsen og slår fast med et smil:

“Øl til mad er godt, men et godt glas øl er sandelig også godt til, når man har sine jagende tanker.”

Først publiceret: mandag 20. november 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 21. november 2023 kl. 08:21

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.