Danmark er ramt af det største snefald i 13 år og i kølvandet på de store snemængder har landets boligejere fået en vigtig opgave: Loftet skal tjekkes for fygesne snarest. Foto: If

Opråb til boligejere: Tjek loftet for fygesne

Husejere bør tjekke loftet for fygesne snarest, og inden den ophobede sne smelter og fører til vandskader.

Senest opdateret: tirsdag 9. januar 2024

Når det sner og blæser meget på samme tid, kan der opstå problemer med fygesne, som finder vej gennem sprækker og revner i husets tag.

Bliver fygesneen liggende til det bliver tøvejr, kan den forårsage vandskader ned gennem loftet. Samtidig kan det give ubehagelige følgeskader, der kan føre både fugt, ødelagt isolering, skimmelvækst og råd og svamp med sig. 

Derfor opstår problemet

Det er ikke nok bare at stikke hovedet op gennem loftlemmen og se sig omkring. Hele loftet bør tjekkes, for sne kan fyge ind overalt.

If opfordrer boligejere til at være hurtige og tage ansvar for deres bolig ved at fjerne fygesne for at sikre en sund bolig.

”Problemet med fygesne opstår, fordi et hustag ikke må være helt tæt. Der skal være udluftningssprækker for at sikre ventilation, så man undgår fugtskader. Samtidig kan der være tagsten, som har løsnet sig og andre små utætheder i taget”, siger Birgitte Ringbæk, der er kommunikationschef hos If Forsikring.

Sådan fjernes fygesne på loftet

  • Gå op på loftet og inspicer hele arealet. Se efter fygesne, men tjek også om isoleringen er våd eller ser sammensunken ud.
  • Undgå at tænde lys, men tjek om der er sprækker i taget, hvor dagslys kommer ind. Tjek særlig godt efter fygesne dér.
  • Opdager du fygesne på loftet, skal det fjernes med det samme. Brug en håndkost, en fejebakke og en spand og fej sneen op.
  • Er sneen allerede smeltet, så der er vådt, skal du løfte den våde isolering, så det kan tørre. Kontakt en tagekspert for at få hjælp til at udbedre skaden.

Først publiceret: tirsdag 9. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 9. januar 2024 kl. 10:46

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.