Hver 3. dansker bliver ramt af svær overvægt
I 2040 vil hver tredje have svær overvægt. Medicinsk behandling kan give vægttab, men ikke knække kurven.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Siden 2000 har antallet af danskere med svær overvægt kendt én vej: opad.
I fremtiden kan for mange kilo blive en følgesvend for endnu flere, viser en fremskrivning fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.
Mens hver femte i Danmark i 2021 havde svær overvægt, vil det i 2040 være cirka hver tredje.
Svarer til udviklingen internationalt
“Vi bygger data på, hvordan danskernes vægt og højde har udviklet sig de seneste 20 år,” siger professor på instituttet Janne Tholstrup.
“Det lyder voldsomt, men tallene svarer nogenlunde til de internationale fremskrivninger, der er lavet for nylig.”
Holder fremskrivningen stik, vil 32,6 procent af kvinder og 30,8 procent af mænd i 2040 have svær overvægt.
Det er især de midaldrende, der ifølge fremskrivningen vil blive udfordret med svær overvægt. Inden for de forskellige aldersgrupper vil stigningen i svær overvægt nemlig være størst blandt de 45-59-årige, hvor 40 procent vil være overvægtige i 2040
Andelen af svært overvægtige blandt de 60-74 årige vil udgøre 33 procent i 2040, mens tallet for ældre over 75 år vil stige til 30 procent.
Hvad er overvægt?
Læs her om, hvordan overvægt defineres, og om den usikkerhed målingen er forbundet med.
- Overvægt defineres som BMI (Body Mass Index).
- Er BMI større end 25, er der tale om overvægt. Er det større end 30, er det svær overvægt.
- BMI udregnes ved hjælp af vægten (i kilo) divideret med højden gange højden (i meter).
- Eksempel: Er du 170 cm høj og vejer 65 kilo, ser regnestykket sådan ud: 65 / (1,7 x 1,7) = BMI 22,49
- BMI skal fortolkes med forsigtighed, blandt andet fordi det ikke tager højde for fordelingen af fedt og muskler.
- BMI kan suppleres med et mål af taljen. WHO’s anbefaling er, at mænds taljemål bør ligge under 94 centimeter og kvinders under 80 centimeter. Større omfang øger risikoen for blandt andet hjerte-kar-sygdomme og diabetes type 2.
I 2013 havde 14,1 procent af den danske befolkning svær overvægt. I 2021 var det 18,5 procent. I 2040 vil det være omkring 30 procent, viser fremskrivningen.
Kæmper du med vægten?
Hvad gør du?
Gør du noget for at holde vægten nede? Og hvad er dine tip? Fortæl om det på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: onsdag 6. marts 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:14