Det er din kommune der afgør, om du har ret til hjemmehjælp.

Hjemmehjælp til rengøring: Her er reglerne

Hvis du ikke selv kan gøre rent i hjemmet, kan kommunen bevillige dig hjælp til rengøring og hovedrengøring. Vores socialrådgiver forklarer her reglerne.

Senest opdateret: tirsdag 16. april 2024

Det kan være svært af finde ud af, hvad man har ret til, når man får bevilliget praktisk hjælp i form af hjemmehjælp til rengøring.

Faglige Seniorers socialrådgiver Lea Munk Staugaard svarer her på de mest almindelige spørgsmål.

”Kommunen skal altid foretage en individuel og konkret vurdering af, om du er berettiget til hjælp til rengøring,” forklarer  Lea Munk Staugaard, som er socialrådgiver hos Faglige Seniorer. ”Der skal kommunen vurdere, om du selv kan varetage opgaven. Er du ikke enig i kommunens afgørelse, kan du klage.”

Hvem kan få hjemmehjælp til rengøring?

Du kan få hjemmehjælp, hvis du er ældre, har et handicap eller du på grund af sygdom eller af sociale årsager varigt eller midlertidigt ikke kan klare de praktiske opgaver i dit hjem.

Hvad koster hjemmehjælp?

Du skal ikke betale for hjemmehjælp, hvis du får den bevilliget af kommunen – uanset indtægt og formue.

Hvad kan man få hjælp til?

Du kan få bevilliget løbende hjælp til rengøring og hjælp til hovedrengøring og oprydning.

Løbende hjælp: Du kan få bevilliget hjælp til tilbagevendende huslige pligter, der normalt udføres i forbindelse med opretholdelsen af hjemmet, fx oprydning, tøjvask, indkøb og rengøring.

Kommunen kan godt beslutte, at du kun får gjort rent hver 4. uge, og at rengøringen kan fordeles over flere uger.

Kommunen kan beslutte, at du ikke får støvsugning, men anskaffe dig en robotstøvsuger, som du selv skal betale.

Hovedrengøring og oprydning: Den praktiske hjælp kan også omfatte hjælp til større oprydningsopgaver og hovedrengøring, som kun skal ske få gange om året. Det kan være opgaver som fx vask af skabe, paneler eller dørkarme, vask eller afkalkning af fliser i badeværelse, afrimning af fryser mv.

Hvad kan man ikke få hjælp til?

Du kan ikke få hjælp til oprydning efter husdyr – medmindre husdyret er nødvendigt på grund af funktionsnedsættelsen fx en servicehund.

Du kan ikke få hjælp til reparationer som en hjemmehjælper ikke er uddannet til fx en ødelagt dør eller en cisterne, der løber.

Kan jeg selv vælge leverandør?

Kommunen kan tilbyde et fritvalgsbevis til borgere, der er visiteret til hjemmehjælp.

Et fritvalgsbevis giver dig ret til selv at antage en hjælp, der svarer til den hjælp, som du er tildelt. Hvis du får et fritvalgsbevis fra kommunen, kan du lave en aftale med en CVR-registreret virksomhed om at udføre den visiterede hjælp. Fritvalgsbeviset giver ikke mulighed for at vælge fx nabo eller pårørende til at udføre hjælpen.

Du kan søge oplysninger om leverandører på Socialstyrelsens hjemmeside www.fritvalgsdatabasen.dk.

Hvorfor er tilbud om hjemmehjælp ikke ens i alle kommuner?

Det er kommunalbestyrelsen i din kommune, der beslutter serviceniveauet for hjemmeplejen. Du kan derfor opleve forskelle i serviceniveau fra kommune til kommune på for eksempel tildeling af hjælp til rengøring.

Hvordan klager man over hjemmehjælp?

Du kan klage over din hjemmehjælp, fx over hjælpens omfang, den måde opgaverne udføres på, den person, som udfører opgaverne, eller over at der er givet afslag på hjemmehjælp.

Du skal klage til kommunen.

Hvis du vil klage over en afgørelse om hjemmehjælp, skal du klage til kommunen inden 4 uger.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen din klage videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Spørg socialrådgiveren om hjemmehjælp

I Faglige Seniorers brevkasse kan du spørge socialrådgiver Lea Munk Staugaard om hjemmehjælp, boligydelse, folkepension, førtidspension og andre sociale spørgsmål.

Spørg socialrådgiveren

Først publiceret: tirsdag 16. april 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 16. april 2024 kl. 16:15

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.