Siger farvel med stor havefest: Nu er det Arnes tur til at passe børnebørn
Han lagde navn til pensionsordningen og 1. maj går 64-årige Arne Juhl selv på Arne-Pension. Det markeres med stor havefest, hvor du er inviteret.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Arne Juhl blev landskendt, da han i 2019 lagde navn og portræt til socialdemokratiske valgplakater med budskabet: ”Nu er det Arnes tur – de mest udsatte skal også have ret til en værdig pension”.
Det blev siden til ordningen Tidlig Pension – i folkemunde ”Arne-Pension”, som Socialdemokraterne fik indført, da partiet kom i regering.
Og nu seks år efter kampagnen er det så blevet Arnes tur.
Farvel efter 48 år
Den 1. maj – på arbejdernes kampdag – går Arne Juhl på ”Arne-Pension”.
Den 64-årige bryggeriarbejder trækker stikket efter 48 år på arbejdsmarkedet.
”Jeg har jo sådan set haft en del år til at forberede mig og ved, at jeg nu skal give mig i kast med nogle ombygninger derhjemme, at jeg får mere tid til campinglivet og til jagt,” siger Arne Juhl.
”Men allermest glæder jeg mig til, at det nu er blevet Arnes tur til at passe børnebørn. Dem har jeg fire af i alderen fra et halvt år til 4 år, og dem får jeg nu mere tid til.”
Øl i kantinen
Forleden blev der sagt farvel til kollegerne ved kolonnen på Carlsbergs bryggeri i Fredericia, hvor der blev tid til en øl i kantinen.
Her har han arbejdet det seneste halvandet års tid, efter at hans arbejdsplads gennem 42 år bryggeriet Fuglsang i Haderslev lukkede.
Arne Juhl har for længst søgt og har fået bevilget Tidlig Pension, som han kunne gå på allerede i februar.
Han har med de mange år på arbejdsmarkedet ret til fuld anciennitet på tre år.
Efterlyser højere pension
At det nu bliver “Arnes tur” til at gå på Arne-Pension bliver markeret med et stort arrangement i Kløften i Haderslev 1. maj , hvor Socialdemokratiet og Fagbevægelsen inviterer til havefest for alle.
Og her vil Arne Juhl også sige et par ord til de fremmødte.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
“Jeg har ikke lagt mig fast på teksten endnu, men der kommer helt sikkert til at lyde en opfordring om at sætte beløbet på pensionen op. Det gælder ikke kun for os på Arne-Pension, men for folkepensionister i det hele taget. En tusse mere om måneden vil lune gevaldigt,” siger Arne Juhl.
Pensionen på Arne-Pension er maksimalt 14.454 kroner i 2024.
Når Arne 1. maj tjekker ind er han en blandt over 12.500 danskere, der lige nu er på Tidlig Pension.
Du kan læse mere om Arne-Pension/Tidlig Pension i Seniorhåndbogen.
Invitation til havefest
Den 1. maj går Arne på pension, og det skal fejres med et brag af en havefest. Derfor har vi sat et stort telt op i Kløften Christiansfeldvej i Arnes hjemby, Haderslev.
Arrangementet er gratis og begynder klokken 8.00 med et sønderjysk kaffebord, og senere på formiddagen vil du også kunne nyde smagen af vores helt specielle PensionsPilsner og mad fra en pølsevogn.
Vi har et spændende program for formiddagen. Du kan blandt andet glæde dig til et hyggeligt musikindslag og taler fra både politikere og tillidsvalgte i fagbevægelsen.
Oplev blandt andet:
- Tale fra Arne
- Festtale fra Bodil Jørgensen på sønderjysk
- Søren Østergård som Bager Jørgen
- Søren Dahl fra “Dahl på Hack”
- Ane Halsboe-Jørgensen, beskæftigelsesminister (S)
Tilmeld dig gratis på tilmeld.socialdemokratiet.dk
Vi håber på at se dig.
På vegne af Arne,
Fagbevægelsens Hovedorganisation, 3F, Fødevareforbundet NNF og Socialdemokratiet
Først publiceret: mandag 22. april 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:08