Bent Møller kunne ikke klare trappen efter en blodprop, så fremtiden efter 40 år i i huset i Stenstrup på Fyn så tvivlsom ud.

Færre ældreboliger får flere seniorer til at gøre dette

Antallet af pleje- og ældreboliger i Danmark falder, selvom andelen af ældre stiger. Flere ældre vælger derfor at investere i at gøre boligen seniorvenlig.

Senest opdateret: tirsdag 28. maj 2024

Der bliver flere ældre, men ikke tilsvarende flere ældreboliger.

Ifølge tal fra Danmarks Statisk er andelen af pleje- og ældreboliger siden 2010 faldet med tre procent, mens andelen af danskere over 67 er steget med 27 procent de seneste ti år.

I 2023 udgjorde de plus 67-årige 1.079.214 personer.

Manglen på ældreboliger er medvirkende til, at flere ældre i dag vælger at investere i hjælpemidler til deres eget hjem.

Levede som på kollegieværelse

Det er tilfældet hos Lilli og Bent Møller, der har boet i deres hus i Stenstrup på Fyn de seneste 40 år. Men da Bent for et år siden blev ramt af tre blodpropper, så fremtiden i huset tvivlsom ud, og parret begyndte at overveje deres boligsituation.

“Efter Bents blodprop, kunne han ikke længere komme op ad trappen, og vi befandt os nærmest kun i stuen. Det var næsten som at bo på kollegie. Vi spiste her, sad her med avisen eller computeren og sov her om natten – Bent i en seng og jeg selv på sofaen. Det fungerede, men ikke i længden,fortæller Lilli Møller, der er 78 år.

“Vi grublede virkelig over vores muligheder, indtil det en dag slog mig som et lyn fra en klar himmel, at vi skulle have en trappelift,” forklarer Lilli Møller.   

Opsparing i huset

Den opsparing parret i årevis har haft stående på en konto til vedligehold af huset, blev derfor investeret i en spritny trappelift, og det er en beslutning, de begge er glade for.

“Vi havde pengene stående til, hvis der blev noget med huset, og det krydser vi jo så fingre for, at der ikke gør nu. Vi er enormt glade for beslutningen om at investere i vores eget hus fremfor at jagte en ældrebolig. Herhjemme kan vi også beholde vores hunde. Vi har kun en voksen søn, og han bor langt væk, så det giver bare et kæmpe indhold i hverdagen, at vi har dem.”

Firma bekræfter udviklingen

Hos virksomheden A.P. Botved bekræfter direktør Mads Peter Poulsen den stigende interesse blandt ældre for at investere i en mere seniorvenlig bolig.

Firmaet leverer løsninger og udstyr til bevægelseshæmmede over hele landet, og salget er i følge direktøren steget betydelig de seneste ti år.

“Manglen på ældreboliger får flere til at kigge på mulighederne for at få deres egen bolig til at fungere, så man kan blive boende, selvom man for eksempel bliver dårligt gående. Det kan være forbedringer i form af en elevator eller stolelift til trappen, der kan gøre hele forskellen,” lyder det fra Mads Peter Poulsen i en pressemeddelelse.   

Først publiceret: tirsdag 28. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 28. maj 2024 kl. 10:47

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.