Tricktyve lænsede ældre mands konto: Har du set dem?
Hvem er disse to mænd? Københavns Vestegns Politi mistænker dem for at have stjålet en ældre mands pung og hævet et stort beløb på hans kreditkort.
Senest opdateret: fredag 31. maj 2024
Københavns Vestegns Politi efterforsker aktuelt et tyveri, hvor to mistænkte aflurede en mand i firsernes PIN-kode, stjal hans Dankort og lænsede det for penge i to hæveautomater.
Tyveriet skete tirsdag 2. april kl. 14.45 i et supermarked på Nygårds Plads i Brøndby, hvor de to mistænkte ifølge videoovervågning følger efter den gangbesværede mand i butikken.
Ved kassen aflæser den ene gerningsmand koden, mens den anden spærrer ved udgangen, så deres offers rollator ikke kunne komme forbi – og i det øjeblik stjal den første gerningsmand pungen, hvorefter de forlod butikken sammen med en kvinde.
De mistænkte
Den ene – mistænkte A – er en mand, østeuropæisk af udseende, 27-32 år, 175-185 cm høj og almindelig af bygning. Han har sort hår, fuldskæg og iført sort hue, sort dynejakke, sorte bukser og sorte kondisko. Han havde en tatovering i nakken, der kunne minde om en bjergkæde eller bogstaver
Den anden – mistænkte B – er en mand, østeuropæisk af udseende, 24-30 år, 175-185 cm høj og almindelig af bygning. Han har sort hår og et kort fuldskæg. Han var iført en sort jakke med hætte, flænsede cowboybukser og sorte Nike sko.
Kvinden var østeuropæisk af udseende, 27-32 år, 160-170 cm høj og lettere kraftig af bygning. Hun har sort langt hår og var iført mørkt tøj – jakke, hættetrøje og joggingbukser samt sorte/hvide kondisko.
Københavns Vestegns Politi kan kontaktes døgnet rundt på telefon 4386 1448.
Først publiceret: fredag 31. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret fredag 31. maj 2024 kl. 15:05