Elisa mistede penge: Nu bliver det nemmere for danske pensionister i udlandet
Hidtil har danskere i udlandet skullet udfylde flere ”leveattester” for at få både folkepension og ATP. Og det misforstod ægtepar i Frankrig. Fremover kan mange nøjes med at udfylde én blanket.
Senest opdateret: mandag 10. juni 2024
Et ældre dansk ægtepar i Frankrig har oplevet, at udbetaling af penge fra Danmark pludselig stoppede. Det var frygteligt, fortæller kvinden, Elisa.
Parret har opsparet dansk folkepension og dansk ATP.
Som andre danskere i udlandet har de årligt skullet udfylde en ”leveattest” for at bevise, at de stadig trækker vejret.
Parret modtog hver to leveattester fra henholdsvis ATP og fra Udbetaling Danmark om folkepension. De troede, at de to var den samme og fik ikke returneret korrekt.
Derefter stoppede udbetaling. Men nu ændrer myndighederne deres procedure.
Det er to myndigheder
Normalt kan ingen i udlandet få efterbetalt penge for en periode, hvor udbetalingen har været stoppet på grund af for sent indsendt leveattest. Det lykkedes alligevel parret i Frankrig, fordi manden er syg og på grund af andre omstændigheder.
Udbetaling Danmark er en myndighed, der drives af ATP. Derfor har det undret, at de to instanser hver især sender leveattest til udlændinge.
Men Udbetaling Danmark og ATP er to selvstændige myndigheder. Derfor skal pensionister, der modtager ydelser fra dem begge, som udgangspunkt sende leveattest til begge steder. Det meddeler ATP til Faglige Seniorers nyhedsbrev.
Bøvl ved for sen indsendelse
Men i fjor begyndte ATP og Udbetaling Danmark alligevel på en ny arbejdsgang. Da udsendte Udbetaling Danmark leveattest på både egne vegne om folkepension og på ATP’s vegne.
Dermed skulle seniorer i udlandet kun besvare leveattesten én gang. Hvis pensionisten besvarede leveattesten inden for fristen, sendte Udbetaling Danmark leveattesten videre til ATP.
De pensionister, som ikke fremsendte leveattesten inden for fristen, blev udsøgt og oplistet, så begge myndigheder selv kunne fortsætte sagsbehandlingen.
I perioden efter fristens udløb udvekslede ATP og Udbetaling Danmark ikke oplysninger til hinanden om leveattest.
Nu også ved erstatninger
I år er der så sket yderligere en ændring: Nu udsender Udbetaling Danmark leveattest på vegne af både sig selv, ATP og desuden på vegne af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES.
Det er AES, der udbetaler blandt andet erstatning for erhvervssygdomme.
Den nye ordning betyder, at borgere alene skal udfylde én leveattest og fremsende den til Udbetaling Danmark. Derefter sørger Udbetaling Danmark for den videre formidling
Det sker i år også, uanset om attesten modtages før eller efter fristens udløb.
Udbetaling Danmark forklarer, at den nye procedure er indført for at lette processen for borgerne.
Identitetsnummer skal være på plads
Udlændinge i en række lande behøver ikke indsende leveattest. Det kan de undgå de steder, som Danmark har indgået dataudvekslingsaftaler med. Her får de danske myndigheder automatisk besked, hvis en modtager af ydelser dør.
Men alligevel sendes der stadig leveattest til nogle borgere, der bor i lande, der er indgået dataudvekslingsaftaler med.
”Det sker, hvis borgeren ikke har et entydigt identitetsnummer, som også udvekslingslandet kender,” oplyser Udbetaling Danmark til Faglige Seniorers nyhedsbrev.
Her er der automatisk aftaler om leveattest – og her er der ikke
Med disse lande har Udbetaling Danmark dataudvekslingsaftaler, så der automatisk kommer besked, hvis en modtager af folkepension eller anden social pension fra Danmark dør:
- Australien
- Island
- Norge
- Polen
- Schweiz
- Sverige
- Tyskland
- Spanien (først her fra 2024)
- Frankrig (netop sat i gang)
Derudover er det i proces at indgå aftale med Holland, og der er indledt dialog med Storbritannien. Men foreløbig skal personer i de to lande – ligesom i en række øvrige lande årligt bekræfte leveattester.
Borger.dk: Leveattest for pensionister i udlandet – med MitID
Borger.dk: Vil du have din folke-, førtids- eller seniorpension med til udlandet?
Først publiceret: mandag 10. juni 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 10. juni 2024 kl. 11:35