Renten på boliglån er styrtdykket i juni med en hastighed, der næsten aldrig er set før.

Konkurrence om boliglån sender renten ned

Den typiske rente på et boliglån faldt med 0,9 procentpoint til 5,2 procent i juni, viser en opgørelse.

Senest opdateret: tirsdag 2. juli 2024

Renten på boliglån er raslet ned i juni i et tempo, der sjældent er set før.

Det viser en rentestatistik fra bankportalen Mybanker, der formidler kontakt mellem lånere og banker.

Boliglån dækker typisk den del af finansieringen, der rækker ud over de 80 procent af boligens værdi, som er maksimumbelåningen for realkreditlån.

Et gennemsnitligt boliglån havde i sidste måned en rente på 5,2 procent.

Det er 0,9 procentpoint lavere end måneden før og understreger den skarpe konkurrence bankerne imellem, siger Jens Hjarsbech, der er cheføkonom hos Mybanker.

Han henviser til, at nogle banker tilbyder renter på boliglån, der er lavere end fastforrentede realkreditlån.

“Det er meget usædvanligt, at renten på de yderste 15 procent af boligfinansieringen i nogle tilfælde er lavere end de 80 procent realkreditfinansiering, for risikoen er størst på banklånet.”

“Men bankerne er villige til at gå langt for at tiltrække de stærkeste kunder, for her er risikoen jo også mindst,” siger Jens Hjarsbech.

Nationalbanken satte den ned

De store prisfald er sket på boliglån til ejerboliger, men den gennemsnitlige andelsboligrente er også faldet med 0,2 procentpoint til 4,8 procent.

Både Den Europæiske Centralbank og Nationalbanken satte i juni deres ledende rente ned med 0,25 procent.

Samtidig har bankerne et stort indlånsoverskud, og ved at låne dem ud mod at få pant i en ejendom, kan de forrente pengene til en fornuftig rente og til en forholdsvis lav risiko.

Det er særligt førstegangskøbere, der har brug for banklån.

Eksisterende boligejere har typisk friværdi med sig, når de skifter bolig, og derfor kan de nøjes med realkreditlån.

Først publiceret: tirsdag 2. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juli 2024 kl. 13:06

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.