Brugere oplever, at deres skærme bliver blå, og de får en besked om, at computeren er ramt af problemer.

Stort it-nedbrud rammer politi, lufthavne og medier verden over

Globalt it-nedbrud har ramt lufthavne og banker over hele verden. Også Københavns Lufthavn er påvirket.

Senest opdateret: tirsdag 30. juli 2024

Et større it-nedbrud har fredag ramt adskillige lande verden over.

De første meldinger om problemer kom fra Australien, hvor blandt andet politiet, supermarkeder og lufthavnene i Canberra og Sydney er ramt.

Det skriver det australske medie ABC News på sin hjemmeside.

Ifølge det britiske medie BBC er flyselskaber i USA også ramt, ligesom aktiehandlen i London er påvirket.

I Tyskland er al trafik til og fra Berlin Lufthavn indstillet foreløbigt indtil klokken 10.00 på grund af tekniske problemer. Også Schiphol-lufthavnen i den hollandske hovedstad, Amsterdam, er påvirket.

I Københavns Lufthavn oplever man lige som i flere andre lufthavne verden over problemer med “nogle it-systemer”. Men ind til videre er driften normal.

Det fortæller Julie Pi Boll, der er pressevagt ved lufthavnen.

“Der er nogle selskaber, som er nødt til at tjekke passagerer ind manuelt, og det tager lidt længere tid end normalt. Men driften fungerer overordnet ind til videre,” siger hun.

Opdatering af antivirusprogram

Der er tilsyneladende tale om et globalt nedbrud, som skyldes en opdatering af antivirusprogrammet CrowdStrike. Opdateringen får computere, der bruger Microsofts styresystem Windows 10, til at gå ned.

Billeder fra et supermarked i Canberra, viser, at selvbetjeningskasserne er ude af drift, mens skærmene, der viser afgange og ankomster, er gået ud i lufthavnen i Sydney.

Også i lufthavnen i Canberra er der problemer.

Her er der meldinger om fly, der ikke får lov at flyve på grund af problemer med it-systemerne, skriver ABC News.

Ifølge mediet påvirker nedbruddet en række australske tv-stationer.

Den britiske tv-station Sky News meddeler også, at den ikke kan sende på grund af tekniske problemer.

Skærmen bliver blå

Brugere af CrowdStrike oplever, at deres skærme bliver blå, og de får en besked om, at computeren er ramt af problemer.

“Din enhed er ramt af problemer og skal genstartes,” står der i en meddelelse på en blå baggrund på computerskærmene rundtom i landet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP bekræfter Microsoft, at selskabets systemer er ramt af problemer.

Først publiceret: fredag 19. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 30. juli 2024 kl. 09:46

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.