Hvis man har svært ved at forstå BBR-registret, er man meget velkommen til at ringe ind til Vurderingsstyrelsen, som står for det nye ejendomsvurderingssystem, fortæller direktør for styrelsen Anne-Sofie Jensen.

Derfor skal du tjekke BBR for at undgå skattesmæk

Det er en god idé at blive gode venner med BBR-registret, når du er boligejer, fordi forkerte oplysninger har konsekvenser for den skat, du betaler.

Senest opdateret: torsdag 25. juli 2024

Bygningsoplysninger, BBR-register, boligskat.

Det er ikke de mest sindsoprivende ord i verden, men de er vigtige for dig, hvis du ejer en bolig eller har planer om det en dag.

De endelige ejendomsvurderinger for 2022 lander sandsynligvis i løbet af det næste år, og inden da er det vigtigt, at du sikrer dig, at din boligs oplysninger i Bygnings- og Boligregistret (BBR) er korrekte.

BBR-registret er en facitliste med oplysninger om danskernes boliger.

Det fortæller boligøkonom hos Nykredit Mira Lie Nielsen.

“BBR-registret er specielt, fordi modsat mange andre oplysninger om os, er det noget, vi selv har pligt til at indberette. Det er lidt anderledes end andre data, der bare bliver trukket automatisk,” siger hun.

Hvad er BBR-registret?

* BBR-registret er en fælles facitliste for alle bygninger over ti kvadratmeter i Danmark. Der er også regler for bygninger som garager og udhuse.

* Oplysningerne i BBR-registreret anvendes i staten, kommunerne og i private virksomheder.

* Ud fra oplysningerne foretages en vurdering af din bolig. Den vurdering har betydning for den ejendomsskat, du skal betale.

* I det offentlige har oplysningerne i BBR-registret betydning for, hvad du kan få udbetalt i offentligt tilskud – for eksempel boligstøtte. I det private gælder det for eksempel låntagning og ejendomshandel.

* Det er boligejerens forpligtelse at registrere oplysninger i BBR-registret.

* I BBR kan du blandt andet registrere opførselsår, nye varmeinstallationer, antallet af toiletter og boligareal. Det gør du på bbr.dk.

Kilder: Vurderingsstyrelsen og bbr.dk.

“Så kan der komme en efterskat”

Hvis din bolig får en ny varmeinstallation, et nyt tag eller en tilbygning, skal du registrere det på bbr.dk.

Ellers kan du ende med at betale enten for meget i skat eller få en efterregning, fortæller Mira Lie Nielsen.

“Hvis man får en ejendomsvurdering, der er for lav, fordi der ikke er registreret for eksempel ekstra tilbygninger eller et nyt badeværelse, så kan der komme en efterskat.”

“Du kan også risikere, at du bliver beskattet af en for høj værdi og dermed betaler for meget i skat. Det sker, hvis der står forkerte oplysninger i BBR-registret,” siger hun.

Den 1. januar 2024 trådte et nyt ejendomsvurderings- og beskatningssystem i kraft.

Det blev indført, fordi Rigsrevisionen i 2013 vurderede, at det gamle system førte til fejlagtige vurderinger.

Derfor suspenderede man systemet og begyndte at arbejde på et nyt.

Husk nu at skrive opdateringerne ind

Men systemet blev forsinket, og derfor udsendte man i september 2023 nogle meget kritiserede midlertidige vurderinger.

“Det har taget længere tid, har kostet mere og været mere vanskeligt at udarbejde et nyt system, end man troede. Men man ønskede ikke at være i en situation, hvor man blev nødt til at udskyde vurderingerne igen,” siger Mira Lie Hansen.

Derfor har mange boligejere kun fået foreløbige ejendomsvurderinger fra både 2020 og 2022.

“De endelige vurderinger triller ind hos rigtig mange i de kommende år. Og med det nye system begynder det virkelig at betyde noget, hvad de ender på – især for ejendomsskatten,” siger hun.

Vurderingsstyrelsen, som står for det nye ejendomsvurderingssystem, har netop udstedt syv råd til boligejere.

Og her er det vigtigste råd at blive gode venner med BBR, fortæller direktør for styrelsen Anne-Sofie Jensen.

“Vi er afhængige af at få de rigtige informationer ind i ejendomsvurderingsmaskinen, så vi kan foretage de rigtige vurderinger.”

Det er en god idé at gøre en vane ud af at tjekke oplysningerne derinde og skrive opdateringer ind, lyder opfordringen.

“Man kan nemt glemme det i en travl hverdag, men få det gjort! Så bliver det nemmere for os alle sammen,” siger Anne-Sofie Jensen.

De færreste vil opleve systemet som særligt vanskeligt, mener Anne-Sofie Jensen.

Men hvis det alligevel driller, kan du ringe ind til styrelsen, og du kan også klage over en vurdering.

“Vi står altid klar til at hjælpe, ligesom kommunen gør,” siger hun.

Først publiceret: torsdag 25. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret torsdag 25. juli 2024 kl. 12:49

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.